Kevin Magnussen udgået af grandpix

8. september 2019 16:54 | Af: Ritzau Fokus

Bilproblemer tvinger danskeren i knæ.

Kevin Magnussen udgået af grandpix
Kevin Magnussen blev nummer 12 ved lørdagens kvalifikation, men startede søndag som 11'er i grandprixet på grund af en straf til Kimi Räikkönen. Foto: Antonio Calanni/AFP
Del:

Formel 1-grandprixet i Italien blev heller ikke det, der skulle give point til Kevin Magnussens konto.

Den danske racerkører blev tvunget til at udgå af løbet på Monza-bane med omkring ti af de 53 omgange tilbage.

Det var tekniske problemer med bilen, der fik Magnussens hold, Haas, til at kalde danskeren i garagen.

– Kevin, jeg er ked af det. Du er nødt til at køre i pit. Problemerne med bilen forsvinder ikke. Vi er nødt til at trække bilen ud, lød meldingen over teamradioen.

På Twitter skriver Haas, at det skyldtes et hydraulisk problem.

Løbet blev vundet af Ferraris Charles Leclerc, der også startede løbet i front, men undervejs måtte bruge mange kræfter på at holde de to Mercedes-racere bag sig.

Det lykkedes, og racerkøreren fra Monaco kunne tage sin anden sejr i denne sæsons Formel 1 med Valtteri Bottas på andenpladsen og den regerende verdensmester Lewis Hamilton som treer.

Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, blev nummer 16 og sluttede dermed også uden for pointene.

Men søndagens grandprix gav dog en lille opmuntring til det efterhånden hårdtprøvede Haas-mandskab.

Motorkraften i Magnussens racer så undervejs ganske fin ud, og han lå længe og kæmpede med om pointene i midterfeltet.

En lille fejl undervejs tvang dog danskeren til at tage sit andet pitstop, og det rykkede ham tilbage i feltet, inden han ti minutter senere måtte udgå.

Magnussen har blot fået point i tre af sæsonens hidtil 14 løb. Der resterer stadig syv grandprixer.

Næste gang kørerne skal på banen, er om to uger, hvor det gælder Singapores Grand Prix.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu