Brøndby henter gratis forsvarsprofil

9. september 2019 19:43 | Af: Ritzau Fokus

Andreas Maxsø blev mandag præsenteret i Brøndby, efter at danskeren fik ophævet sin kontrakt i Tyskland.

Brøndby henter gratis forsvarsprofil
I februar spillede Andreas Maxsø (th.) for FC Zürich i Schweiz, og han var med til at møde Napoli i Europa League. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Del:

Brøndby forstærkede mandag defensiven, da klubben oplyste, at der er indgået en næsten fireårig kontrakt med Andreas Maxsø.

Det offentliggjorde Brøndby på sin app Brøndby Indefra.

Skiftet sker, efter at transfervinduet ellers er lukket, fordi Andreas Maxsø var uden kontrakt, og han kommer dermed også til Brøndby transferfrit økonomisk.

Den 25-årige forsvarsspiller har på det seneste haft en lidt omtumlet fodboldtilværelse, da han tidligere i september fik ophævet sin kontrakt i tyske KFC Uerdingen.

Det skete blot få måneder, efter at danskeren var skiftet til klubben i den tredjebedste række.

Blev løst af kontrakt

Uerdingen oplyste, at ophævelsen af kontrakten skyldtes personlige årsager, og at Andreas Maxsø selv havde bedt om at blive løst fra sin aftale med den tyske klub.

Forsvarsspilleren erkender da også, at han er ganske lettet over at få sin fodboldfremtid på plads.

– Jeg er superglad for, at vi kunne blive enige. Det er vigtigt for mig at få ro på igen især efter de seneste to måneder, siger Andreas Maxsø til Brøndby Indefra.

Maxsø skiftede i sommeren 2017 væk fra FC Nordsjælland, hvor han havde været siden 2008.

En ven af chefen

Han tog derfra til tyrkiske Osmanlispor, men der nåede han kun at være et år, før han drog videre til FC Zürich i Schweiz og kort efter til Uerdingen.

Carsten V. Jensen, som er fodbolddirektør i Brøndby, var manden, der som sportschef i FC Nordsjælland solgte Andreas Maxsø til Osmanlispor i 2017.

– Jeg kender Andreas rigtig godt fra tidligere. Han var en dygtig spiller og en ledende figur i FC Nordsjælland. Vi var utrolig kede af at miste ham, og vi kæmpede hårdt for at beholde ham, men han havde sat sig for at skulle videre i karrieren.

– Siden da er der sket ting, der har gjort det muligt for os at komme på banen og gøre os så attraktive som muligt. Det var en mulighed, vi skulle gribe, så det gjorde vi, siger Carsten V. Jensen til appen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu