ANNONCE

Giver klar besked til Danmark

30. oktober 2020 04:55 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

EU's stats- og regeringschefer har lagt planer for et tættere samarbejde i bekæmpelsen af coronavirus.

Giver klar besked til Danmark
Den tyske kansler Angela Merkel opfordrer Tysklands nabolande - deriblandt Danmark - til at åbne grænserne. Foto: Scanpix.

En stor pose penge fra EU-kassen skal hjælpe EU-lande med at kunne flytte syge med coronavirus til behandling på sygehuse i andre medlemslande.

Det er den alvorlige situation, som EU’s medlemslande ser ind i, hvor hospitaler fyldes i nogle lande, og antallet af syge fortsat vokser overalt.

220 millioner euro er afsat til transport af patienter, fortæller EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter et videotopmøde torsdag aften om den aktuelle krise. Det er 1,6 milliarder kroner.

– Spredningen af virus vil overbelaste vores sundhedsvæsner, hvis ikke vi handler straks, siger hun.

Kommissionen arbejder desuden på en snarlig godkendelse af en antistoftest, så man kan få svar på, om borgere har været smittet med virus.

Vil ensrette corona-tests

Von der Leyen annoncerede også et ønske om en EU-godkendelse af coronatest, så der bliver en gensidig accept af resultater på tværs af landene.

Da coronavirus kom til Europa i begyndelsen af 2020, handlede medlemslandene meget forskelligt. Samfund blev lukket ned. Grænser blev lukket mange steder.

Siden har landene valgt at samarbejde mere om blandt andet en vaccine, test og koordinering af rejseaktiviteter.

Blandt andet har EU-Kommissionen indgået forhåndsaftaler om køb af vacciner, når disse en dag måske er klar. Alle lande vil modtage dem på samme tid, forsikrer kommissionsformanden torsdag.

Kommissionen er ifølge von der Leyen i dialog med fire selskaber om en vaccine mod corona.

Onsdag advarede tyskeren dog mod at tro, at en snarlig vaccine lynhurtigt vil normalisere situationen i Europa. Dels måtte man forvente, sagde hun, at den ikke vil beskytte alle, dels vil der gå tid, før alle vil kunne få den.

Belgien i store problemer

EU-præsident Charles Michel talte for mere samarbejde og understregede, at “alle er i samme båd”.

– Det er en alvorlig krise, og vi bliver sat på prøve igen. Overalt øges tallene. Hospitaler og sundhedspersonale er igen under pres, og mange steder indføres restriktioner, siger Michel.

I Belgien, hvor stigningen i smittetallene er blandt de mest alvorlige i EU, kan nogle hospitaler ikke tage flere patienter.

Problemet i Belgien er ifølge landets sundhedsminister mere mangel på sundhedspersonale end sengepladser, som der foreløbig er nok af.

Merkel med klar besked

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, kom på topmødet med en klar besked til sine nabolande – herunder Danmark – at grænserne bør holdes åbne.

Det er nødvendigt for at “holde økonomien i gang og for at hjælpe hinanden med at bekæmpe pandemien”, sagde hun på mødet ifølge sin talsmand.

Der arbejdes i EU-regi desuden på at udarbejde en fælles passagerformular, når borgere krydser grænser. Det skal hjælpe med at spore, så smitten bedre kan kontrolleres.

Fakta

Det blå EU-sygesikringskort

• Det blå kort dækker på rejser inden for EU samt i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.

• Kortet giver ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, du opholder dig i. Kortet dækker ikke hjemtransport.

• Ca. fire mio. danskere har et EU-sygesikringskort. Ca. to mio. kort udløber i 2019.

• Kortet kan fornys med få klik på borger.dk/eu-sygesikringskort. Du får et midlertidigt bevis, mens du venter på at få det rigtige kort tilsendt.

• Styrelsen for Patientsikkerhed samt regionerne står for refusion til borgere, der har lagt ud for deres behandling i udlandet og opfylder betingelserne for refusion.

• Børn skal have deres eget kort.

Kilder: Borger.dk og Udbetaling Danmark

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu