Kvindelig cyklist dræbt i ulykke: To sigtet for uagtsomt manddrab

9. december 2018 09:19 | Af: Ritzau Fokus

En kvinde blev søndag påkørt af en bil, så hun væltede og blev kørt over af en anden bil, oplyser politiet.

Kvindelig cyklist dræbt i ulykke: To sigtet for uagtsomt manddrab
Nu er der nyt i sagen om den kvindelige cyklist. Foto: Colourbox

En 49-årig kvinde fra Svendborg blev natten til søndag dræbt, da hun blev påkørt af først en hyrevogn og siden en varebil på Dronningemaen i Svendborg.

Politiet har sigtet både taxachaufføren og føreren af varebilen for uagtsomt manddrab.

– Det er normal procedure i forbindelse med færdselsdrab. Men føreren af varebilen er så også blevet sigtet for at have kørt bil påvirket. Det er der noget, der tyder på han var, siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.

Det er en test med politiets såkaldte narkometer, som har givet udslag. Testen er positiv, hvad angår cannabis – altså hash.

– Men testen siger ikke noget om, hvor påvirket han har været. Det er vi ved at undersøge nu, fortæller Steen Nyland.

Ulykken skete klokken 03.07. Her kom kvinden cyklende ad Dronningemaen i retning mod Vestergade. Kort før krydset blev hun påkørt bagfra af hyrevognen. Hun væltede, og føreren af varebilen ramte hende.

Det kostede hende livet.

Ifølge Steen Nyland har politiet i løbet af natten orienteret de pårørende til kvinden.

En mand kan have store problemer

Føreren af varebilen, som altså er mistænkt for at have været påvirket af hash, er en 31-årig mand fra Litauen.

Hans skæbne afhænger nu af, hvad blodprøverne viser. For hvis han har været påvirket, vil det efter alt at dømme betyde, at sigtelsen for uagtsomt manddrab bliver skærpet.

Ifølge straffeloven skal det nemlig regnes som en særligt skærpende omstændighed, hvis der er tale om et trafikdrab, der sker under indflydelse af alkohol, medicin eller stoffer.

Og i de situationer er det ofte set, at anklagemyndigheden har valgt at kræve personen varetægtsfængslet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu