ANNONCE

Vaccinechok: Danmark mister 100.000 doser

20. januar 2021 07:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Pfizer kan ikke levere det lovede antal vacciner i første kvartal. Der er en nedgang på 100.000 doser

Vaccinechok: Danmark mister 100.000 doser
Mellem 85.000 og 100.000 færre doser af corona-vaccinen fra Pfizer/BioNTech lander i første kvartal i Danmark. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.

Danmark vil ikke få så mange vacciner som forventet af Pfizer/BioNTech i første kvartal.

Der vil være en nedgang på antallet af leverede doser på 85.000-100.000. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

Der er tale om en nedgang på cirka ti procent i antallet af leverede vaccinedoser i forhold til den oprindelige forventning.

Nedgangen svarer til, at 42.000-50.000 færre personer end planlagt kan blive vaccineret i første kvartal, da hver person skal have to doser.

I sidste uge meldte Pfizer/BioNTech ud, at der ville komme færre vacciner i denne uge til Danmark på grund af en ombygning på Pfizers fabrik i Belgien.

I den forbindelse lød det dog samtidig fra Pfizer, at det lovede antal vacciner i første kvartal ville blive leveret i første kvartal, men det har altså ikke vist sig at være tilfældet for Danmark.

– Danmark arbejder både direkte og via EU på at søge en løsning fra Pfizer, så reduktionerne bliver mindre, skriver Statens Serum Institut.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu