Slut med NemID: Får to postkasser i stedet

4. oktober 2019 16:35 | Af: Ritzau Fokus

It-selskabet Netcompany skal udvikle en ny digital postløsning til borgere og virksomheder fra 2021.

Det bliver it-selskabet Netcompany, som fra 2021 skal levere digital post fra det offentlige til borgere og virksomheder, efter at opgaven har været i udbud.

Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Borgerne kommer til at skulle bruge en anden app eller hjemmeside til at læse posten, fordi leverandøren ændres.

– Danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform, der gør op med fortidens monopol, og som er tilpasset fremtidens behov og med fokus på høj sikkerhed, lyder det fra André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany, i en skriftlig kommentar.

To i stedet for én

Danskerne skal altså fra 2021 læse digital post to forskellige steder.

Udfordringen er, at e-Boks i dag har kontrakten på at distribuere den offentlige post.

Det private e-Boks har desuden kontrakt med en række store private selskaber som banker og forsikringsselskaber, og langt de fleste borgere kan derfor læse både deres private og offentlige post hos e-Boks.

Men når opgaven med at levere digital post fra det offentlige til de danske borgere overgår til Netcompany, skal danskerne dermed jonglere mellem to digitale postkasser.

Risikoen for flere digitale postkasser har tidligere på året vakt røre. Særligt hos den ældre del af befolkningen, hvor flere har svært ved at læse digital post.

Udbud lukket

Tidligere på året bad finansminister Nicolai Wammen (S) Kammeradvokaten om at undersøge, om udbuddet kunne laves om, så det blev et krav, at post fra det offentlige og det private landede i samme digitale postkasse.

Kammeradvokaten afgjorde i slutningen af august, at udbuddet ikke kunne genåbnes.

Kontrakten om levering af digital post har en samlet værdi på 202 millioner kroner.

Digital post fra det offentlige vil fortsat kunne ses på borger.dk. Cirka 4,4 millioner borgere samt alle virksomheder anvender i dag digital post.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu