ANNONCE

Her ringer smitteopsporingen på døren

6. marts 2021 17:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Borgmester vil undersøge mulighed for at udvide testmuligheder og smitteopsporing i Kokkedal.

Her ringer smitteopsporingen på døren
Styrelsen for Patientsikkerhed stemmer i weekenden dørklokker i Kokkedal for at få folk til at lade sig teste efter stigende smitte i byen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix

Der sættes nu ind for at bremse den stigende coronasmitte i Kokkedal nord for København.

I weekenden vil der blive stemt dørklokker i byen, der ligger i Fredensborg Kommune, for at få folk til at blive testet.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt ti ansatte og en indsatsleder til byen.

Særlig stort smittetryk

Indsatsen vil særligt være omkring området Egedalsvænget, hvor smittetrykket er særlig stort.

– Vi skal banke smitten ned meget hurtigt, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) i meddelelsen.

– Jeg vil derfor de kommende dage afsøge alle muligheder for, at vi kan udvide både testmuligheder og smitteopsporingen.

– Dette er en situation, som vi på ingen måde vil acceptere udvikler sig yderligere i Fredensborg Kommune, lyder det.

Fredensborg har det lige nu det næsthøjeste incidenstal – som sætter smitten i forhold til befolkningen – i landet.

I kommunen er der blevet registreret 82 coronatilfælde de seneste syv dage.

Det svarer til 201,2 tilfælde per 100.000 indbyggere. Kun Ishøj har et højere incidenstal. Det er på 245 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Massetest

Flere andre steder i landet er der den seneste tid blevet stemt dørklokker efter stigende coronasmitte.

Det er blandt andet sket i Vejle og i bydelen Vollsmose i Odense. Særligt sidstnævnte har været på coronaradaren den seneste tid.

Det har betydet, at der lørdag og søndag udføres massetest i området, hvor beboerne kan blive testet i et beboerhus nær deres hjem eller i en testbil, der er kommet til området.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu