ANNONCE

Transferbombe: Superliga-angriber skifter klub

2. september 2019 09:22 | Af: Ritzau Fokus

Sønderjyske lejer den ukrainske angriber Artem Dovbyk af FC Midtjylland for resten af sæsonen.

Transferbombe: Superliga-angriber skifter klub
Artem Dovbyk har spillet 22 kampe for FC Midtjylland siden januar 2018, da han kom til klubben fra ukrainske Dnipro. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Sønderjyske har været på rov i FC Midtjylland.

Den sønderjyske superligaklub har lejet den ukrainske angriber Artem Dovbyk i FCM. Lejeaftalen løber for resten af sæsonen, skriver Sønderjyske i en pressemeddelelse.

– Vi har været på udkig efter en forstærkning til vores angreb, fordi vi i øjeblikket kun har to fuldblodsangribere i truppen, og det har vi vurderet, er lige lidt nok.

– Derfor glæder det os, at vi har kunnet hente Artem Dovbyk ind på en lejeaftale. Det er en spiller, som vi kender og har set i FC Midtjylland, og der er ingen tvivl om, at han kan give os noget kvalitet og øget konkurrence i angrebet.

– Han er en hurtig, fysisk stærk angriber, som passer fint ind i vores spillestil og den måde, vi gerne vil spille på, siger Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen i pressemeddelelsen.

Fortjener spilletid

Den 22-årige ukrainer kom til FC Midtjylland fra Dnipro i hjemlandet i januar 2018.

Det er siden blevet til 22 kampe med et mål til følge for midtjyderne.

– Artem fortjener mere spilletid. Han arbejder stenhårdt til træning, og han er kommet flot tilbage efter en langvarig skade.

– Nu ser alle parter frem til, at han i Sønderjyske kommer ind i et forløb, hvor han spiller fast, siger FCM’s sportschef, Svend Graversen, til klubbens hjemmeside.

Dovbyk har optrådt fem gange for det ukrainske U21-landshold.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu