ANNONCE

Fitnesscentre kan genåbne fra torsdag

4. maj 2021 06:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

For personer mellem 18 og 70 år åbnes der for "ikke-kontakt-sport". For unge og ældre åbnes for al idræt.

Fitnesscentre kan genåbne fra torsdag
Fra torsdag kan voksne igen gå i fitnesscenter og træne. (Arkivfoto) Foto: Tobias Kobborg/Scanpix

Indendørs idræt og fitnesscentre må fra torsdag genåbne for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.

Det fremgår af en aftale om en yderligere genåbning af Danmark, som regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om natten til tirsdag.

Indendørs idræt genåbnes ifølge aftalen for personer over 18 år med krav om coronapas samt et forsamlingsloft, “der følger det indendørs forsamlingsforbud”. Det vil sige et loft på 25 personer.

I aftaleteksten understreges det, at der kun åbnes for “ikke-kontakt-sport” for personer mellem 18 og 70 år.

For børn og unge under 18 år samt for personer over 70 år åbnes der imidlertid for al indendørs idræt fra torsdag – herunder også idræt, der ikke er i organiseret regi.

Forsamlingsloftet for idræt for personer over 70 år hæves ligeledes fra 10 til 25 personer, så det følger det indendørs forsamlingsforbud.

Kravet om coronapas vil gælde, uanset hvor mange der deltager i idrætsaktiviteten.

Fitnesscentre kan genåbne

Fra torsdag genåbnes ligeledes fitnesscentre, herunder fitnesscentre på hoteller. Også her skal gæster kunne fremvise et coronapas.

Der vil samtidig være et krav om, at fitnesscentrene skal være bemandede i åbningstiden. Det sker med henblik på at sikre den fornødne kontrol med coronapas og overholdelse af smitteforebyggende tiltag, herunder afspritning.

Aftalen natten til tirsdag kommer som en opfølgning på en rammeaftale om plan for genåbning, der blev indgået 22. marts.

Aftalen blev præsenteret i Justitsministeriet kort før klokken 03.00 efter mere end ni timers forhandlinger.

Netop genåbningen af fitnesscentre og indendørs idræt var et af de punkter, partierne havde svært ved at nå til enighed om.

– Nu åbner fitnesscentrene desværre med et krav om coronapas, som giver noget bøvl, men til gengæld med mulighed for at komme ind og straffe noget jern, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ifølge TV2.

Fakta

Her er hovedpunkterne i genåbningsaftalen

Fra torsdag kan man igen gå i fitnesscenter og biografen, ligesom at alle børn kan vende tilbage til skolen.

Natten til tirsdag er regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om en aftale om en yderligere genåbning af Danmark.

Få et overblik over hovedpunkterne i aftalen her:

Følgende genåbner torsdag 6. maj:

* Alle elever i folkeskolen kan vende tilbage på fuld tid.

* 30-minutters-reglen om bordbestilling på barer og restauranter fjernes.

* Serveringssteder må holde åbent efter klokken 23.00 for særlige private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen.

* Kravet om, at private fester slutter senest klokken 23.00, droppes.

* Indendørs idræt og fitnesscentre åbner for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.

* Spillesteder, teatre og biografer genåbner med krav om coronapas og op til 2000 tilskuere i sektioner à 500.

* Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål genåbner med krav om coronapas og op til 1000 deltagere i sektioner à 500, hvor deltagerne hovedsageligt sidder ned.

* Forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.

Følgende genåbner fredag 21. maj:

* Alle elever på ungdoms- og voksenuddannelser kan møde med 100 procent fysisk fremmøde.

* Elever på videregående uddannelser kan komme tilbage på halv tid.

Kilde: Justitsministeriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu