Trods aflysning: Spillere gør klar til at møde Danmark

19. oktober 2017 19:35 | Af: Ritzau Fokus

Fodboldforbundet i Kroatien har ikke hørt fra de ansvarlige forbund og forventer at møde Danmark tirsdag.

Trods aflysning: Spillere gør klar til at møde Danmark
Fremtidige slutrunder og kvindefodboldens gennembrud i Danmark er på spil, efter at DBU har meldt afbud til kamp mod Sverige på grund af strejkende spillere. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Kroatiens kvindelandshold i fodbold forbereder sig på at skulle møde Danmark i en VM-kvalifikationskamp den kommende tirsdag.

Det oplyser fodboldforbundet i Kroatien i en mail til Ritzau.

– Vi har ikke hørt fra DBU, Fifa eller Uefa i forhold til sagen.

– Vi er opmærksom på situationen, og vi følger den, men vi er fokuserede på vores kamp mod Ungarn, og vi forbereder os som planlagt på kampen mod Danmark, skriver forbundet i mailen.

Det sker, efter at Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Sverige torsdag definitivt blev aflyst. Det bekræftede Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Kroatien spiller torsdag mod Ungarn i Danmarks gruppe, men det er fortsat tvivlsomt, om mødet med Danmark bliver aktuelt.

Aflysningen af kampen mellem Sverige og Danmark sker på baggrund af flere måneders forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen.

De har forhandlet om en ny landsholdsaftale for spillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold.

Onsdag meldte DBU afbud til kampen, mens spillerne fortsatte med at træne i håbet om, at en aftale ville komme på plads.

Spillerne har givet udtryk for, at man ikke har villet spille kampen mod Sverige på en midlertidig aftale. Det skete, da kvinderne mødte Ungarn i september.

Det er uvist, hvad et manglende fremmøde til en VM-kvalifikationskamp får af konsekvenser.

Danmark vil blive ramt af en straf for at melde afbud til kampen mod Sverige, og det er Uefa, der skal tage beslutning omkring sanktioner i sådanne sager.

Uefa har tidligere meddelt, at en eventuel disciplinærsag først kan åbnes efter den pågældende kampdag for den aflyste kamp – altså fredag.

Der er endnu ikke planlagt et møde i den forbindelse, oplyste Uefa tidligere torsdag i en mail til Ritzau. Her oplyste Uefa også, at man ikke havde yderligere informationer om kampen mellem Kroatien og Danmark.

DBU’s tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen er det danske medlem af Uefas Control, Ethics and Disciplinary Body.

Han sagde tidligere torsdag til Ekstra Bladet, at han først forventer en afgørelse på næste møde i udvalget, som er 16. november.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu