Skandalefly tvunget til at nødlande

12. juni 2019 18:51 | Af: Ritzau Fokus

I marts fik Boeing 737 MAX 8 flyveforbud. Norwegian ville onsdag flyve et af flyene fra Malaga til Stockholm.

Skandalefly tvunget til at nødlande
Flyene af typen Boeing 737 MAX 8 holdes på jorden på grund af flyveforbud. Norwegian forsøgte dog onsdag at flyve et af flyene fra Malaga til Stockholm som en såkaldt positioneringsflyvning. Det er en flyvning uden passagerer. (Arkivfoto). Foto: Lehtikuva/Reuters

En Boeing 737 MAX 8 fra Norwegian blev onsdag tvunget til at lande i Paris, da det skulle flyttes fra Malaga til Stockholm.

Det skriver mediet check-in.dk.

Det pågældende fly havde siden 12. marts været parkeret i Malaga Lufthavn, da der blev udstedt et flyveforbud mod flytypen. Norwegian ville dog flytte flyet til Stockholm.

Derfor lettede det fra Malaga onsdag morgen for at foretage en såkaldt positioneringsflyvning – en flyvning uden passagerer – til Stockholm.

Tvunget til lands

Flyet nåede dog kun til det nordlige Frankrig, før det blev tvunget til at lande af både franske og tyske myndigheder, skriver check-in.dk. Flyet måtte derfor lande i lufthavnen Paris-Vatry.

Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian, forklarer til mediet, at flyselskabet havde fået alle nødvendige tilladelser til flyvningen fra den europæiske luftfartsmyndighed, EASA.

Norwegian afventer nu tilladelse til, at flyet kan flyves videre til Stockholm. Det kan måske blive nødvendigt at flyve en anden rute for at nå frem til Sverige.

Boeings 737 MAX 8-fly kom i fokus, efter at netop den flytype var involveret i to dødelige flystyrt.

Flere lig i lasten

I oktober sidste år døde 189 personer, da et 737 MAX 8-fly styrtede i Indonesien. 157 omkom, da et lignende fly styrtede i Etiopien den 10. marts i år.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Flyulykkerne har fået flere lande og myndigheder til at holde flytypen på jorden. Der er ikke sat en tidsfrist for, hvornår flyene ventes at være på vingerne igen.

18 af Norwegians Boeing-fly er ramt af forbuddet.

I sidste uge offentliggjorde Norwegian sine trafiktal for maj. Heraf fremgik det, at flyselskabet havde lidt færre passagerer end i maj sidste år.

Flyselskabet gennemførte 99,3 procent af sine afgange som planlagt i maj. Flyene fløj til tiden i 81 procent af tilfældene, hvilket er en mindre forbedring fra sidste år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu