ANNONCE

Skæbnedag for Donald Trump: I dag afgøres det

18. december 2019 04:38 | Af: Ritzau Fokus

Vi må forsvare vores forfatning mod alle fjender - også indenlandske - understreger Nancy Pelosi før afstemning.

Repræsentanternes Hus i USA vil onsdag stemme om en rigsretssag mod præsident Donald Trump. Det bekræfter formand Nancy Pelosi.

– I morgen vil Repræsentanters Hus gøre brug af en af de mest alvorsfulde beføjelser, der er tildelt os gennem forfatningen, når vi stemmer for at godkende en rigsretssag mod USA’s præsident, skriver Pelosi i et brev til sine demokratiske kolleger tirsdag.

– I dette bønhørlige øjeblik i vores lands historie må vi ære vores ed og støtte og forsvare vores forfatning mod alle fjender – både udenlandske og indenlandske, tilføjer hun.

Præsident Donald Trump er af retsudvalget i Repræsentanternes Hus anklaget på to punkter – magtmisbrug og modarbejdelse af Kongressen.

Førstnævnte går på, at Trump brugte sit embede til at presse Ukraines regering, mens sidstnævnte går på, at Trump hindrede Kongressen i at lade retfærdigheden ske fyldest.

De to anklagepunkter vil med sikkerhed blive godkendt i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertallet.

En godkendelse vil sende sagen videre til Senatet, hvor rigsretssagen mod Trump forventes at begynde i januar. Her er Republikanerne, Trumps parti, i overtal, og de har over en bred kam afvist Demokraternes anklager.

Trump er rasende

Selv med det sandsynlige resultat, at præsidenten ikke bliver afsat, er Trump praktisk talt eksploderet i frustration og raseri over Pelosis udmelding.

I et seks sider langt brev skriver Trump blandt andet til Nancy Pelosi, at “historien vil dømme dig hårdt”.

Samtidig mener han, at han i denne sag har færre rettigheder end “de anklagede i hekseprocesserne i Salem”. Det sker med henvisning til en sag i Massachusetts i det 17. århundrede, hvor 20 kvinder og mænd blev hængt for hekseri.

Trump skriver videre i brevet, at Demokraterne bliver drevet til en rigsretssag “af jeres mest sindsforvirrede og radikale repræsentanter fra det yderste venstre”.

I en kommentar til Kongressen afviser Nancy Pelosi præsidentens raseriudfald som “virkelig sygt”.

Med undtagelse af blot to lader det til, at Demokraternes 235 medlemmer i Repræsentanternes Hus har tænkt sig at stå samlet i onsdagens afstemning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu