ANNONCE

Dansk studie: De får oftere Covid-19

14. oktober 2020 21:02 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et nyt dansk studie viser, at folk med blodtyperne A, B og AB oftere smittes med coronavirus end folk med type 0.

Dansk studie: De får oftere Covid-19
De, der har blodtype 0, har 13 procent lavere risiko for at få coronavirus, viser dansk studie. Personer med blodtype 0 er dog "bestemt stadig i risiko", siger professor Torben Barington fra Odense Universitetshospital, som stod i spidsen for studiet. (Arkivfoto). Foto: Vibeke Toft/Scanpix

Personer med blodtyperne A, B eller AB får hyppigere coronavirus end personer med blodtypen 0. Det viser et studie foretaget af forskere fra de danske blodbanker, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

De med blodtype 0 har 13 procent lavere risiko for at få coronavirus end andre. Det gælder cirka 42 procent af befolkningen. Det fortæller Torben Barington, der er professor ved Odense Universitetshospital og leder af studiet.

– Personer med blodtype 0 har en let nedsat risiko for at få covid-19. Man må gøre sig klart, at den nedsatte risiko er så lille, at man bestemt stadig er i risiko for at få covid-19. Alle uanset blodtype bør derfor stadig følge råd og vejledninger fra myndighederne, siger han.

Studiet baserer sig på såkaldte registerdata fra 2,7 millioner personer i Danmark. De har fået deres blodtyper angivet som patienter i sundhedssystemet. Ud af de 2,7 millioner er 470.000 blevet screenet for virusset. Heraf er 7400 bekræftet smittede.

Noget i samspillet

Resultaterne fortæller ifølge professor Torben Barington noget om, hvordan virusset trænger ind i kroppen. Det er dog ikke muligt at sige ud fra studiet, om der er noget i blodet hos folk med type 0, der beskytter bedre mod coronavirus.

– Vi kan bruge den her viden i den videre forskning, fordi resultaterne taler for, at der må være en forklaring i samspillet mellem virus og krop. Kan vi få klarlagt de mekanismer, kan vi måske bruge den viden til at forbedre vores behandling i fremtiden til folk med Covid-19, siger Torben Barington.

Der er ikke i studiet set nogen statistisk signifikant sammenhæng mellem personernes blodtype, og hvor alvorligt et sygdomsforløb folk har haft med coronavirus. Personer har enten blodtypen A, B, AB eller 0. Derudover kan man have såkaldte antigener, som afgør, om man er rhesus positiv eller rhesus negativ.

Bakker op

Undersøgelsens resultater viser dog, at rhesus-systemet ikke spiller en rolle for ens risiko for at få coronavirus.

De danske resultater bakker tilsyneladende op om tidligere undersøgelser fra Storbritannien, USA og Kina. Blandt andet udgav amerikanske Harvard Medical School en lignende undersøgelse i juli.

Her viste resultaterne, at personer med blodtyperne B rhesus positiv og AB rhesus positiv oftere testede positive for coronavirus, sammenlignet med dem med blodtype 0.

Der er i det amerikanske studie heller ikke fundet nogen sammenhæng mellem blodtypen og sygdomsforløbets alvor.

Smitte lige nu

33.593 danskere er indtil videre blevet testet positiv for smitte med coronavirus, fremgår det af tal, Statens Serum Institut (SSI) onsdag har sendt ud. SSI skriver, at der det seneste døgn er registreret et enkelt coronarelateret dødsfald.

Det betyder, at en person er død indenfor 30 dage efter en test, der har været positiv for Covid-19. I alt er 675 døde.

Smitten er spredt over hele landet, og der sker hele tiden lokale udbrud, der betyder, at kommunerne skifter indbyrdes om at være hårdest ramt. Langt de fleste udbrud bliver slået hårdt og effektivt tilbage.

Kontakttallet, der angiver, hvordan smitten spredes i samfundet, er for tiden udregnet til at være på 1. Det betyder, at hver enkelt smittet i gennemsnit smitter yderligere én person. Der findes i øvrigt langt flest smittetilfælde hos unge i alderen 20 til 29.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu