Verdenskendt sangerinde døde i tragisk ulykke

6. september 2018 15:21 | Af: Ritzau Fokus

Der er ingen grund til at tro andet, at forsangeren i The Cranberries døde i en ulykke, viser obduktion.

Verdenskendt sangerinde døde i tragisk ulykke
The Cranberries' sang Zombie blev et kæmpestort verdenshit. (Foto: Scanpix)

I januar blev forsangeren i bandet The Cranberries, Dolores O’Riordan, fundet død på et hotelbadeværelse i London.

Ifølge en obduktionsrapport, som er fremlagt torsdag, tyder alt på, at der er tale om en ulykke med store mængder alkohol.

Retsmediciner Shirley Radcliffe fortæller, at sangerinden druknede – bedøvet af en promille flere gange højere end den tilladte for at køre bil.

Da der ikke var noget selvmordsbrev eller tegn på selvskade, anser politiet det for alt overvejende sandsynligt, at der er tale om en ulykke.

Stod bag verdenshit

I alt blev der fundet fem små flasker med forskellige former for alkohol samt en flaske champagne i badeværelset.

Obduktionen blev fremlagt sammen med vidneudsagn fra de betjente, der fandt sangerinden, torsdag ved en domstol i London.

Dolores O’Riordan blev fundet død 15. januar, 46 år gammel.

The Cranberries havde flere internationale hits i slutningen af 80’erne og 90’erne.

Bandet fra den irske by Limerick er blandt andet kendt for nummeret “Zombie”.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu