ANNONCE

Retsmediciner genskaber 2400 år gammel dansker

18. marts 2018 20:41 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Tollundmandens ansigt er blevet digitalt rekonstrueret, så man nu kan kigge ham i øjnene på Museum Silkeborg.

Det er sjældent, at en mulighed byder sig, så man kan kigge et omtrent 2400 år gammelt ansigt i øjnene.

Det er der dog nu mulighed for, efter Museum Silkeborg har fået Tollundmandens ansigt digitalt rekonstrueret, så han ser ud, som han formentlig gjorde, da han var i live.

Det forklarer Museum Silkeborgs direktør, Ole Nielsen.

– Vi har nu et ansigt, der ligner en, man kan møde i bussen, på toget eller på en café, siger Ole Nielsen.

– I stedet for et billede er fremstillingen af ansigtet i form af et videoloop, hvor han blinker, bevæger hovedet og åbner munden lidt. Han virker ekstremt levende – ligesom i de dyreste Hollywoodfilm, siger han.

Positive kommentarer

På Museum Silkeborgs hjemmeside kan man allerede læse nogle af de kommentarer, som museet har fået efter offentliggørelsen af Tollundmandens ansigt.

“Fantastisk”, “Ham kender vi :-)”, “Så smukt og følsomt et ansigt”, Hvor er det fantastisk at se ham på denne måde”, “Jeg har egentlig altid syntes, at han var en smuk mand. Det mener jeg ikke mere. Men et spændende projekt er det bestemt”, er nogle af kommentarerne.

Den digitale rekonstruktion af Tollundmanden, der blev fundet i en mose 6. maj 1950, blev offentliggjort lørdag.

Rekonstruktionen er udført af Phillippe Froesch fra Visual Forensic, der er ekspert i digitale ansigtsrekonstruktioner.

Den er bygget på rådata fra CT-skanninger af Tollundmanden fra 2002. Projektet har ført uventede opdagelser med sig.

– Vi fik en overraskelse undervejs, da Phillippe pludselig ringede og sagde, at øjnene var for store til hans kranie.

– Under konserveringen var han skrumpet med cirka ti procent. Men det kunne ikke forklare det, for Phillippe var nødt til at forstørre kraniet med 25 procent.

– Sådan fandt vi ud af, at hans kranie nok var skrumpet noget mere, end vi lige gik og troede, siger Ole Nielsen.

Fakta

Sådan døde Tollundmanden

  • Tollundmanden blev undersøgt, som om han var et mordoffer. Det skete på Bispebjerg Hospital lige efter, at han var blevet fundet og udgravet.
  • I retsmedicinerens rapport står der blandt andet, at “rebet, sådan som det var anbragt om ligets hals, næppe kunne have været anvendt til strangulering, og det betød i den forbindelse mindre, at halshvirvlerne eventuelt ikke var beskadigede, dette var ikke altid tilfældet ved hængning”.
  • Røntgenfotografier havde vist, at Tollundmandens halshvirvler ikke var brækket, men alligevel var retsmedicineren sikre på, at manden var blevet hængt.
  • Senere undersøgelser af andre læger bekræftede dette.

Kilde: Museum Silkeborg.

Før processen gik i gang, var de på museet i tvivl om, hvorvidt de nu også skulle rekonstruere Tollundmandens ansigt, da der er en række usikkerheder.

Gætter på hudfarve

I sin montre er Tollundmanden sort, men det var nok ikke tilfældet, da han var i live.

Uden dna har man dog ikke kunnet fastslå hudfarven, hvorfor der er blevet gættet.

– Vi har taget et sats og sagt, at vi lader ham være en almindelig, lidt nordisk type med leverpostejfarvet hår, men han kan sagtens have haft en anden hår-, hud- eller øjenfarve.

– Men man får fornemmelsen af en levende person, man kan drikke kaffe med, siger Ole Nielsen.

Du kan se en video med Tollundmanden og hans opdaterede ansigt HER.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu