ANNONCE

Trump dropper indsættelse

8. januar 2021 17:17 | Af: Ritzau Fokus

Den afgående præsident har givet meddelelsen i et tweet efter, at han lovede en fredelig magtoverdragelse.

Trump dropper indsættelse
Donald Trump sætter endnu en gang sig selv i fokus. Foto: Timothy A. CLARY / AFP / Scanpix

Præsident Donald Trump siger, at han ikke vil deltage i indsættelsen af Joe Biden i præsidentembedet i.

Den afgående amerikanske præsident er kommet med beskeden i et tweet på det sociale medie Twitter. Det sker få timer efter, at han lovede en fredelig magtoverdragelse.

En unavngiven kilde i Det Hvide Hus siger, at Trump ventes at rejse til et feriecenter i Florida forud for indsættelsen af hans efterfølger.

Udmeldingen fra Trump kommer samtidig med, at en række medlemmer Kongressen har tilkendegivet, at de vil støtte en rigsretssag mod Trump, hvis han ikke fjernes ved at bruge den 25. forfatningstilføjelse.

Trump har igen og igen hævdet, at valgresultatet er svindel, og nogle af hans tilhængere stormede onsdag kongresbygningen.

Bliver han fjernet?

De 12 dage, som er tilbage af Trumps præsidenttid synes at blive præget af spørgsmål om, hvorvidt han vil blive fjernet fra sin post, inden han formelt skal træde tilbage.

Fra Demokraterne kommer der krav om en afsættelse af Trump fra partiledelsen.

– Donald Trump må afsættes. Vi vil bruge alle de redskaber, som vi har, for at sikre, at det sker – for at beskytte vort demokrati, siger Katherine Clark, Demokraternes viceformand i Repræsentanternes Hus, til CNN.

Den republikanske senator Ben Sasse vil overveje at støtte en rigsretssag mod præsident Donald Trump. Det siger han i et interview med tv-stationen CBS.

Samtidig siger Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at ledelsen i hendes parti overvejer en lynhurtig rigsretssag mod præsidenten, hvis vicepræsident Mike Pence og regeringen nægter at skride ind og fjerne Trump fra præsidentposten. Det rapporterer tv-stationen CNN.

Det vil kræve massiv støtte fra begge partier at fjerne præsidenten, hvilket Demokraterne ikke har på nuværende tidspunkt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu