ANNONCE

Første Corona-dødsfald uden for Kina bekræftet

2. februar 2020 07:27 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Myndighederne bekræfter, at det første dødsfald forårsaget af den frygtede coronavirus, er sket udenfor Kina.

Første Corona-dødsfald uden for Kina bekræftet
En 44-årig kinesisk mand er død i Filippinerne, efter at han har været indlagt med coronavirus siden 25. januar. Det er det første dødsfald af det nye virus uden for Kina. (Arkivfoto) Foto: Dado Ruvic/Reuters

Det første dødsfald som følge af coronavirusset uden for Kina er blevet bekræftet i Filippinerne.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO), skriver nyhedsbureauet AFP natten til søndag dansk tid.

Patienten er en 44-årig kinesisk mand, der lørdag døde efter at have været indlagt i isolation siden 25. januar.

Manden var partner til en 38-årige kinesisk kvinde, som var den første smittede person i Filippinerne.

Det oplyser sundhedsminister i Filippinerne Francisco Duque ifølge nyhedsbureauet dpa.

– I løbet af patientens indlæggelse udviklede han en alvorlig lungebetændelse, siger Francisco Duque ifølge dpa.

– I de sidste par dage var patientens tilstand stabil, og han viste tegn på forbedring, men patientens tilstand blev forværret inden for de sidste 24 timer, og det resulterede i hans død.

Den kinesiske par er begge fra Wuhan, hvor coronavirusset har sit epicenter. Parret ankom til Filippinerne fra Hongkong 21. januar. De er de eneste to bekræftede tilfælde i Filippinerne indtil videre.

Global nødsituation

Det første tilfælde af smitte med coronavirus blev fundet i den kinesiske storby Wuhan i december 2019.

Hidtil har dødsfaldene som følge af det nye og potentielt dødbringende virus udelukkende været i Kina, hvor over 300 personer har mistet livet.

I Kina er der lørdag bekræftet 2590 nye tilfælde af mennesker, der er smittet med coronavirusset.

Det bringer det samlede antal smittede i Kina op på 14.380.

Sygdommen ser blot ud til at blive dødeligere og dødeligere. Torsdag døde mere end 40 i Kina, har myndighederne oplyst.

Samtidig har verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklæret virusset som en global nødsituation.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu