ANNONCE

Folketinget vedtager samtykkelov

17. december 2020 13:32 | Af: Ritzau Fokus

Ny lov medfører, at det er voldtægt, hvis der ikke er givet samtykke til samleje.

Folketinget vedtager samtykkelov
Folketinget har enstemmigt vedtaget ny samtykkebaseret lov. Arkivfoto: Scanpix

Partierne i Folketinget har torsdag enstemmigt vedtaget en ny lov, der bygger på samtykke.

Det betyder, at det i fremtiden er voldtægt, hvis man har samleje med en person, der ikke har givet samtykke til det.

På talerstolen i Folketingssalen siger retsordfører hos De Radikale Kristian Hegaard, at det er en historisk dag.

– Fremover vil samleje være noget, der forudsætter samtykke fra begge parter eller flere for den sags skyld. At alle skal være med på den.

– Jeg ved godt, at det lyder som en selvfølgelighed, men sådan har loven hidtil ikke været skruet sammen, siger han.

Ifølge Kristian Hegaard har netop dette udfordret voldtægtsofres retssikkerhed, og det rettes der nu op på.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) meddeler efter vedtagelsen, at der lanceres en række initiativer, der skal forebygge voldtægt og forbedre ofres forhold i retssystemet.

Eksempelvis er der afsat 20 millioner kroner årligt i 2021 og 2022 på den nye finanslov til at styrke bistandsadvokatordningen.

Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd modtog politiet 1662 anmeldelser for voldtægt eller voldtægtsforsøg i 2019.

Det kan dog stadig være svært at løfte bevisbyrden i en sådan sag.

Det fremgår af en bemærkning til den nye lov, som Den Danske Dommerforening – på opfordring af Justitsministeriet – er kommet med.

– Dommerforeningen finder anledning til at understrege, at uanset om man indfører et frivilligheds- eller samtykkekriterium, vil det i praksis fortsat kunne give anledning til betydelige bevismæssige vanskeligheder at bevise gerningsmandens forsæt, fremgår det.

Loven træder i kraft 1. januar 2021.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu