ANNONCE

Frifundet for voldtægt – dømmes for samleje

9. juli 2020 12:49 | Af: Ritzau Fokus

Landsret går imod byret og frifinder lærer for voldtægt. Læreren er dog skyldig i samleje med mindreårig.

Frifundet for voldtægt - dømmes for samleje
Af et af anklagepunkterne fremgik det, at læreren havde taget pigen med ud i en skov, hvor han gav hende håndjern og halsbånd på og voldtog hende. Arkivfoto.

Østre Landsret har torsdag frifundet en 32-årig tidligere idrætslærer for at have voldtaget en dengang 13-årig elev flere gange.

Det skriver TV2 Øst.

Bjørn Christiansen er dog blevet kendt skyldig i at have haft samleje – både vaginalt og analt – med en mindreårig.

Han idømmes to års fængsel og frakendes retten til fremover at arbejde med børn og unge under 18 år.

Foruden de seksuelle forhold kendes han skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, forsøg på besiddelse af børneporno og vidnetrusler.

Mildere dom

Landsrettens dom er væsentligt mildere end den afgørelse, som Retten i Næstved kom frem til sidste år.

Her blev han idømt seks års fængsel for voldtægt af den da 13-årige elev.

I landsretten gik anklageren efter tre til fire års fængsel samt at frakende manden retten til at undervise børn, skriver TV2 Øst.

Da sagen blev behandlet i Retten i Næstved, fortalte en psykolog, at pigen var traumatiseret og udviste tegn på ptsd efter hændelserne.

Men læreren holdt fast i, at pigen selv havde opsøgt ham, og at de havde et gensidigt seksuelt forhold.

Tidligere udsendt

Efter at have været udsendt til Afghanistan i 2008 som soldat fik han ptsd. Denne lidelse gjorde, at han mistede sin dømmekraft og var dermed indirekte skyld i forholdet til den mindreårige pige, har læreren selv forklaret.

Manden var tiltalt for adskillige blufærdighedskrænkelser og voldtægter begået i 2017 og 2018.

Af et af anklagepunkterne fremgik det, at læreren havde taget pigen med ud i en skov, hvor han gav hende håndjern og halsbånd på og voldtog hende.

Men mens byretten på baggrund af pigens forklaringer kom frem til, at hun havde været udsat for voldtægt, er landsretten altså af en anden opfattelse.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu