ANNONCE

Paludan: -Jeg er svensk statsborger

8. september 2020 17:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

De svenske myndigheder kan få svært ved at opretholde det indrejseforbud, som de har givet til Paludan.

Paludan: -Jeg er svensk statsborger
Hvis Rasmus Paludan kan bevise, at han eksempelvis har haft bopæl i Sverige, kan han formentligt få en bekræftelse af sit svenske statsborgerskab af Migrationsverket, vurderer en juraekspert overfor Ekstra Bladet (arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Rasmus Paludan, der stiftede partiet Stram Kurs, påstår, at han igennem mere end tyve år har været svensk statsborger. Dermed kan de svenske myndigheder få svært ved at opretholde det toårige indrejseforbud, som de tildelte Paludan i slutningen af august. Det skriver Ekstra Bladet. Læs mere om indrejseforbuddet senere i artiklen.

I forbindelse med indrejseforbuddet vurderede myndighederne, at der var risiko for, at han ville begå kriminalitet. Det er dog “løgnagtigt og fuldstændig grundløst”, mener Paludan.

– Jeg har aldrig nogensinde begået noget kriminelt i Sverige. Det var jo fordi, de var bange for reaktionerne på mine lovlige ytringer, siger han til Ritzau.

Svensker

Ekstra Bladet har fra den svenske ambassade i København fået bekræftet, at partistifteren onsdag indgav en skrivelse til ambassaden, hvor han redegør for, hvorfor han igennem tyve år har været svensk statsborger. Rasmus Paludan ser nye muligheder, hvis han får bekræftet statsborgerskabet.

– I hvert fald kan jeg jo hævde min ret til altid at komme ind i Sverige, og så har jeg også nye muligheder for at gøre mig gældende i den svenske debat, siger han til Ritzau. Som svensk statsborger gælder indrejseforbuddet de facto ikke.

Ekstra Bladet har fremlagt informationer om Rasmus Paludans personlige ophav til den svenske juraekspert og lektor ved Uppsala Universitet Patrick Bremdal. Han vurderer, at Paludan har krav på svensk statsborgerskab, skriver avisen.

Rasmus Paludans far er svensk, og hans mor er dansk. De blev gift i 1980’erne. Dengang var Rasmus Paludan syv år gammel, og fordi han stadig var under 18 år, betyder daværende svensk lovgivning, at han med brylluppet også skal ses som svensk statsborger, skriver Ekstra Bladet.

Burde have sendt papiret

Da Paludan fyldte 22 år, ville han formelt set miste statsborgerskabet, hvis ikke han inden da havde indsendt en skrivelse, om at han ville beholde det. Men Paludan har ifølge Ekstra Bladet aldrig sendt skrivelsen.

Dog kan han blive reddet, hvis han kan bevise, at han eksempelvis har haft bopæl i Sverige, vurderer Patrick Bremdal overfor avisen. Hos samme medie kan man også læse, hvad Paludan siger til oplysningerne om, at “Danernes Lys” slet ikke er så dansk.

Voldsomme optøjer

I slutningen af den forrige uge blev det til voldsomme optøjer i svenske Malmø. Det blev så slemt, at politiet i den skånske by anmodede om forstærkning fra hele Sverige for at håndtere eventuel uro mellem lørdag og søndag.

Protestaktionerne og optøjerne opstod fredag efter voldsomme uroligheder i forbindelse med en koranafbrænding i boligkvarteret Rosengården i Malmø.

– Ingen privatpersoner er kommet til skade. Men i politistyrken er nogle kommet lettere til skade, sagde Patric Fors til Kvällsposten.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var det medlemmer af det danske parti Stram Kurs, der havde brændt Koranen af. Ifølge tv-stationen SVT’s journalister på stedet var mange af de forsamlede oprørte over afbrændingen af Koranen. Afbrændingen fandt sted i industriområdet Emilstorp i nærheden af Rosengården, skriver TT.

Indrejseforbud

Leder af netop partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, har fået to års indrejseforbud til Sverige. Det skrev flere medier allerede fredag. Det skyldes, vurderer myndighederne, at der er en risiko for, at han begår kriminalitet.

Paludan, der tidligere er dømt for racisme i Danmark, var på vej ind i Sverige for at deltage i den planlagte demonstration, da han blev mødt af et stort antal politibetjente, der overrakte ham beskeden ved betalingsstationen Lernacken. Indrejseforbuddet er givet til Paludan på grund af det, han har skrevet og sagt, fortalte Calle Persson fra politiet i Malmø til TV-stationen SVT.

– Vi har vurderet, at der findes en stor risiko for fremtidig kriminalitet fra hans side i Sverige, siger han til mediet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu