ANNONCE

Sprængstof fundet ved hovedkontor

6. januar 2021 22:42 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En rørbombe fundet ved Republikanernes hovedkontor er destrueret. Demokraternes hovedkontor er evakueret.

Der er fundet sprængstof ved Den Republikanske Nationale Komités (RNC) hovedkontor i Washington D.C.

Det siger unavngivne repræsentanter for RNC til The New York Times.

Komitéen er det øverste organ i Det Republikanske Parti.

Sprængstoffet – en rørbombe – er blevet destrueret af eksperter.

Demokraterne har et tilsvarende hovedkontor for ledelsen tæt på. Det er evakueret efter fundet af en mistænkelig pakke onsdag.

Ifølge en anonym kilde, som The New York Times har talt med, er indholdet af pakken ikke klarlagt endnu.

Begge hovedkvarterer ligger tæt på Kongressen, hvor demonstranter onsdag er trængt ind.

Protesterer mod valg

Tusindvis af Trump-tilhængere protesterer her onsdag mod valgresultatet.

Demokraternes Joe Biden vandt valget med 306 valgmænd mod 232 til Trump. Det kræver 270 at blive præsident.

Onsdag skulle Kongressen formelt godkende resultatet af præsidentvalget. Men det blev afbrudt af demonstranterne.

Styrker fra Nationalgarden er blevet sendt afsted for at hjælpe med at få styr på situationen.

Ifølge CNN er flere betjente kommet til skade. Også en kvinde skulle være skudt i brystet og i kritisk tilstand. Det er ikke bekræftet officielt.

Optøjerne har fået Joe Biden på talerstolen, hvorfra han kræver et stop for kaosset:

– Jeg opfordrer præsident Trump til at gå på nationalt tv og forsvare forfatningen og kræve et stop for denne belejring, lyder det fra den kommende præsident.

Fakta

Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Alder: 77 år.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikansk.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og politisk videnskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Præsidentkandidat uden at blive nomineret.

* 2008: Præsidentkandidat uden at blive nomineret.

* 2008: Barack Obamas vicepræsidentkandidat.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

Kilder: CNN/Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu