Strandede Spies-passagerer får hjælpende hånd

23. september 2019 11:19 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk og Ritzau Info

1400 passagerer til og fra Danmark er mandag påvirket af Thomas Cook konkursen. Bravo Tours og Tui vil forsøge at hjælpe dem.

Strandede Spies-passagerer får hjælpende hånd
Rejsegiganten Thomas Cooks skandinaviske afdeling må indstille flytrafikken fra mandag morgen efter moderselskabets konkursbegæring. (Arkivfoto) Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Scanpix
Del:

Alle rejser med Spies er mandag blevet indstillet, efter selskabets ejer, Thomas Cook, er gået konkurs. Det betyder, at mange lige nu er strandet på forskellige destinationer, ligesom andre ikke har udsigt til at komme afsted på den ferie, de har glædet sig til. Alene i dag mandag den 23. september er 1400 Spies-gæster påvirket af kollapset.

Nu vil andre rejseselskaber, blandt andet Bravo Tours, i samarbejde med Rejsegarantifonden forsøge at hjælpe kunder, der enten er eller skal afsted på charterferie med Spies. Det fortæller rejseambassadør hos Bravo Tours Stig Elling.

Artiklen fortsætter under videoen

– Vi prøver både at få gæster hjem, hvor vi har tomme pladser, og vi vil sætte ekstra ind fremadrettet, så vi kan få dem afsted, der har bestilt ferie, siger han.

Bravo Tours kan dog ikke sætte tal på, hvor mange passagerer de kan hjælpe.

– Men det bliver minimalt, i forhold til hvor mange gæster der er. Vi vil forsøge at skaffe mere kapacitet, siger Stig Elling.

Aldrig oplevet noget lignende

Han har været i rejsebranchen i 50 år og fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende.

– Det er det største kollaps i dansk rejsehistorie, jeg kan mindes. Det er trist, og det har de ikke fortjent. Spies har et godt navn i Danmark, og har eksisteret i mange år helt fra Simon Spies’ tid. Det er en mærkelig dag, selv om vi er konkurrenter, siger Stig Elling.

Pressechef hos rejseselskabet Tui Danmark, Mikkel Hansen, fortæller, at de har haft en fordobling af antallet af besøgende på deres hjemmeside mandag. Desuden, at selskabet ligesom Bravo Tours også arbejder på at hjælpe Spies-kunder, der er strandet.

– Vores fokus er rettet mod egne gæster, og herefter kigger vi på, hvordan vi kan hjælpe andre gæster. Der er meget logistik, der skal gå op, siger han.

En usikker fremtid

Thomas Cook har gennem længere tid været i økonomiske problemer og manglede akut 200 millioner pund (1,7 milliarder danske kroner), hvis driften skulle fortsætte. Forhandlinger mellem ledelsen, selskabets kreditorer og private investorer endte dog søndag uden resultat.

Ifølge Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank og som følger luftbranchen tæt, vil alle kreditorer med penge i Thomas Cook nu forsøge at få mest ud af de aktiver, som rejsegiganten ejer, herunder danske Spies.

– Lur mig, om ikke der vil være nogle her på det nordiske marked, som tænker, at hvis man kan overtage Spies, så vil det være interessant. Hvis Spies er et rejseselskab, som på egne ben kan tjene penge, så er det oplagt at få det solgt fra til en anden aktør i rejsemarkedet, siger han.

Må tro på en fremtid

Den vurdering har Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef i Spies, ikke mange kommentarer til.

– Spies har altid været en sund forretning, og hvad der skal ske herfra, det ved jeg simpelthen ikke, siger hun.

Spies må dog et eller andet sted selv tro på, at der er fremtid. Mandag formiddag er det nemlig stadig muligt at købe rejser på selskabets hjemmeside – www.spies.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu