Ankesag mod Peter Madsen udsættes efter domsmands kollaps

14. september 2018 11:10 | Af: Ritzau Fokus

Peter Madsen får alligevel ikke sin dom fredag, efter at en domsmand faldt om. Personen er uden for livsfare.

Ankesag mod Peter Madsen udsættes efter domsmands kollaps
En domsmand fik et ildebefindende under Peter Madsens retsmøde, og derfor blev sagen nu udsat. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Drabsmanden Peter Madsen får alligevel ikke sin dom fredag.

Midt under anklager Kristian Kirks afsluttende bemærkninger fredag formiddag i Østre Landsret mistede en domsmand pludselig bevidstheden, og retsmødet blev afbrudt.

Flere vagter og andre tilstedeværende stormede op til dommerpodiet, og der blev iværksat førstehjælp.

Kort før klokken 10.30 oplyser Østre Landsret, at domsmanden er bragt til hospitalet, og at han er uden for livsfare.

Ikke desto mindre har man besluttet, at retsmødet ikke genoptages fredag.

Endnu er det ikke afgjort, hvornår retssagen så skal afgøres, og hvilke konsekvenser domsmandens kollaps i øvrigt vil få. I yderste konsekvens kan udviklingen betyde, at retssagen helt må gå om.

Kun fem medlemmer

Sagen er nemlig den, at domsmandsretten i forvejen højst usædvanligt er blevet reduceret til fem medlemmer.

Det skyldes, at en af sagens andre lægdommere tidligere på ugen har meldt forfald, da han er blevet ansat i en styrelse.

I den forbindelse vurderede retsformand Jan Uffe Rasmussen, at det var forsvarligt at gennemføre sagen med tre juridiske dommere og to lægdommere.

Måske må sagen gå om

Men spørgsmålet er nu, om domsmanden, der fredag fik et ildebefindende, er i stand til at fortsætte tjansen, eller om også han må melde forfald. I så fald er det ikke utænkeligt, at ankesagen må starte forfra.

Dommerpanelet i Østre Landsret skal alene tage stilling til, hvilken straf Peter Madsen skal have. Drabsmanden har nemlig valgt at acceptere byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet.

Anklagemyndigheden forlanger samme straf som i byretten, fængsel på livstid. Madsen selv går efter en tidsbestemt straf.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu