ANNONCE

Storklubber stifter ny turnering

19. april 2021 06:09 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Allerede inden offentliggørelsen af en ny liga med engelske, spanske og italienske klubber mødte den kritik

Storklubber stifter ny turnering
FC Barcelona og Inter Milan er blandt storklubberne, der ønsker at starte en ny fodboldturnering. (Arkivfoto) Foto: Luca Bruno/Scanpix

12 store europæiske fodboldklubber planlægger at stifte en ny turnering med navnet Super League.

Det meddeler klubberne kort efter midnat natten til mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Aftalen inkluderer storklubber som Manchester City, Real Madrid, Barcelona og Juventus.

Også AC Milan, Arsenal, Atlético Madrid, Chelsea, Inter Milan, Liverpool, Manchester United og Tottenham er med om bord.

Søger nye hold

Udbryderturneringen skal spilles midt på ugen og have i alt 20 hold med, hvoraf 15 af dem skal være medstiftende hold. Dermed søger klubberne tre yderligere hold for at lande på de 15 hold tilsammen.

– Tre yderligere klubber vil blive inviteret til at slutte sig til de resterende klubber inden starten på den indledende sæson, som begynder hurtigst muligt, skriver klubberne i en fælleserklæring ifølge AFP.

De sidste fem klubber skal kvalificere sig til turneringen.

Svimlende milliardbeløb

Ifølge nyhedsbureauet Reuters modtager de stiftende klubber et engangsbeløb på 3,5 milliarder euro. Det svarer til cirka 26 milliarder danske kroner,

– Ved at samle verdens største klubber og spillere i turneringen Super League skriver vi et nyt kapitel i europæisk fodboldhistorie, der skal sikre konkurrence og faciliteter i verdensklasse og øget økonomisk støtte til den brede fodboldpyramide, siger Joel Glazer.

Han er amerikansk medejer af Manchester United og næstformand i Super League.

Fakta

Super League

* Turneringen inkluderer seks klubber fra Premier League, der tæller Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea og Tottenham.

* Fra Spanien deltager klubberne Real Madrid, Barcelona og Atlético Madrid.

* De italienske klubber Inter Milan, Juventus og AC Milan er også med om bord.

* Klubberne søger yderligere tre storklubber, der vil slutte sig til de stiftende klubber.

* Turneringen skal have i alt 20 hold. De sidste fem hold skal kvalificere sig for at være med.

* Kampene skal spilles midt på ugen, så holdene fortsat kan spille i deres hjemlige ligaer.

* Ligaen skal efter planen starte i august, hvor holdene bliver delt ind i to grupper med hver ti hold, der alle møder hinanden ude og hjemme.

* De tre bedste hold i hver gruppe går videre til kvartfinalerne, mens fjerde- og femtepladsen spiller om de to sidste kvartfinalepladser.

* De stiftende klubber får udbetalt et engangsbeløb på 3,5 milliarder euro til at støtte infrastrukturplaner og modregne omkostninger i forbindelse med pandemien. Beløbet svarer til cirka 26 milliarder danske kroner.

* Der er desuden planer om en Super League for kvinder.

* Florentino Pérez, der er præsident i Real Madrid, bliver formand for Super League.

* Joel Glazer, der er bestyrelsesformand for Manchester United, og Andrea Agnelli, der er bestyrelsesformand for Juventus, bliver næstformænd for Super League.

 

Der vil også blive præsenteret en Super League for kvinder, skriver Reuters.

Heftig kritik

Turneringen mødte allerede inden offentliggørelsen af planerne kritik.

Søndag stillede Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) sig forrest i kritikken og truede med at gå rettens vej for at stoppe turneringen.

Ifølge Uefa kan klubberne blive straffet for at starte deres egen turnering. De kan ifølge forbundet blive udelukket fra de nationale turneringer, og spillerne risikerer at få frataget muligheden for at repræsentere deres landshold.

Også en række fodboldpersonligheder, organisationer og politikere har sluttet sig til koret af kritikere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu