Fuglen kørt væk i ambulance: Her er lægens dom

23. juli 2019 20:05 | Af: Ritzau Fokus

Det kunne være gået meget værre for Jakob Fuglsang, men han er bundet ind som en mumie efter styrtet.

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) er udgået af årets Tour de France efter et styrt på 16. etape.

Da der manglede omkring 27 kilometer af tirsdagens etape, var Fuglsang involveret i et alvorligt styrt.

Med en masse Astana-ryttere omkring sig fik Fuglsang taget hjelmen af sig, og han virkede groggy.

Kort efter blev danskeren kørt væk i en ambulance. En melding på cyclingnews.com går på, at han skal tjekkes for et muligt brud på kravebenet.

En Astana-læge fortæller til TV2, at han skal tjekkes for et brud på hånden i en røntgenvogn tæt ved målområdet. Lægen er i tvivl om skadens omfang.

Dermed blev årets Tour aldrig nogen succesoplevelse for Fuglsang, som inden tirsdagens etape lå nummer ni i det samlede klassement.

Knust

Fuglsang gik ind i Tour de France med podiedrømme og blev efter et stort forår regnet blandt topfavoritterne til at tage den samlede sejr.

Den nåede han aldrig at komme i nærheden af.

Han styrtede allerede på 1. etape, kæmpede sig igennem de næste, blev fanget i sidevinden og tabte tid, og nu er han så ude af løbet efter endnu et styrt.

Det er anden gang i karrieren, at Fuglsang udgår af Touren. Det skete også i 2017.

Hård dag for holdet

Holdet var udelukkende programmeret til at hjælpe den 34-årige dansker til en placering på podiet i Paris. Nu ligger den målsætning i ruiner.

– Nu er vores eneste mål at komme til Paris. Vi har stadig gode ryttere, Alexey Lutsenko, Omar Fraile, Pello Bilbao. Vi må se, hvad der er muligt rent taktisk, siger sportsdirektør Dimitriy Fofonov.

– Men holdet skal også være motiveret, for det har stor indflydelse på holdet, når kaptajnen er styrtet og ikke længere er med i løbet. Jeg har oplevet tidligere, at moralen dykker derefter.

– Man har arbejdet sammen, trænet sammen med ét mål for øje. Når det hele så falder sammen, er moralen helt sikkert ikke høj. Hverken for ledere eller ryttere. Der er langt til Paris nu, siger Fofonov.

Ligner en mumie

Den sportslige leder er dog lettet over, at Fuglsang er sluppet fra styrtet uden brækkede knogler.

– Det er en dårlig dag. Men det er gode nyheder, at han ikke har brækket noget. Det var et slemt styrt.

– Han var i en god position i front. Efter hvad jeg har hørt, var det en rytter fra Wanty, der styrtede lige foran ham. Det kunne han ikke undgå. Han kunne kun flyve fremad som Superman.

– Han har en stor blodansamling i venstre hånd. Han blev bange, for den er virkelig stor. Han har slået sig mange steder. Han ligner en mumie nu, siger Fofonov.

Onsdag mister Astana endnu en rytter. Med Fuglsangs exit er det nemlig også slut for Luis León Sanchez, der kæmper med rygproblemer.

– Sanchez blev skannet på hviledagen, og vi besluttede at presse ham igennem de to flade etaper for at hjælpe Jakob. Men nu giver det selvfølgelig ingen mening, siger Dimitriy Fofonov.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu