ANNONCE

Politi: Mistænkt er død efter angreb i London

29. november 2019 18:44 | Af: Ritzau Fokus

Politiet oplyser, at gerningsmanden nåede at såre flere, inden han blev overmandet og skudt af politibetjente.

Politi: Mistænkt er død efter angreb i London
Væbnet politi patruljerer det centrale London, efter at en mand gik til angreb på tilfældige på London Bridge. Foto: Daniel Sorabji/AFP

Gerningsmanden bag et knivangreb på London Bridge fredag eftermiddag er død.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det oplyser Neil Basu, talsmand fra det britiske antiterrorkorps ved en pressebriefing.

– En mandlig mistænkt er blevet skudt af politiet. Jeg kan bekræfte, at han er død, siger han.

Britisk politi fik en anmeldelse om et knivangreb på London Bridge klokken 14.58 dansk tid.

Falsk bombevest

Politiet oplyser, at gerningsmanden nåede at såre flere, inden han blev overmandet og skudt af politibetjente.

Gerningsmandens motiv er endnu ukendt. Men ifølge Neil Basu betegnes episoden som “terrorrelateret”.

Flere britiske medier har citeret vidner for at sige, at gerningsmanden tilsyneladende bar en bombevest under episoden.

Politiet oplyser fredag eftermiddag, at vesten var en attrap.

– På grund af meldinger om, at den mistænkte måske havde en sprængladning, var der også tilkaldt specialister til stedet, og vi har afspærret et stort område for at sikre, at offentligheden ikke er i fare, siger Neil Basu.

– Men på dette tidspunkt kan jeg bekræfte, at vi mener, at anordningen, der var spændt fast til kroppen på den mistænkte, var en attrap, tilføjer han.

Fantastisk heltemod

Londons borgmester, Sadiq Khan, har også briefet pressen om episoden.

Han bekræfter, at flere personer har alvorlige kvæstelser efter knivangrebet.

Han takker samtidig en række civile, der var med til at overmande gerningsmanden.

– De viste fantastisk heltemod, siger Sadiq Khan på briefingen.

Borgmesteren understreger ved samme lejlighed, at der tilsyneladende er tale om en isoleret hændelse. Myndighederne mener derfor ikke, at der er flere gerningsmænd på fri fod.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu