Politiet ransager rockerborg i Nedim Yasar-sagen

6. december 2018 16:32 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Et bandetilholdssted i Ganløse er blevet ransaget, efter at to mænd er anholdt for drab på radiovært.

Københavns Politi har torsdag anholdt to mænd i forbindelse med drabet på radioværten Nedim Yasar.

Derudover er der foretaget flere ransagninger i løbet af dagen.

De anholdte er henholdsvis 24 og 25 år. De sigtes begge for drab og for medvirken til drab. Ifølge politiinspektør Torben Svarrer blev de anholdt kort efter klokken 10 i Københavnsområdet. Nærmere vil han ikke komme det.

– Efter drabet har der været en omfattende efterforskning, hvor vi har efterlyst henvendelser fra vidner og foretaget tekniske undersøgelse og en række andre ting. Og det er et sammensurium af det, som nu har ført til anholdelserne, fortæller Torben Svarrer til Ritzau.

Ransagede rockerborg

En del af efterforskningen er imidlertid rettet mod bandemiljøet.

– Vi har foretaget ransagning mod et bandetilholdssted i Ganløse. Jeg vil ikke komme ind på, hvilken gruppering der er tale om, men det er ikke der, at anholdelserne er foretaget, siger Torben Svarrer.

Ekstra Bladet har dog fået oplyst af Københavns Politi, at det skulle være et klubhus tilhørende rockerklubben Satudarah.

Ud over Ganløse er der flere steder i Storkøbenhavn foretaget ransagninger. Torben Svarrer ønsker ikke at komme ind på, hvad der er fundet.

Mændene bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Det kommer til at foregå ved Retten på Frederiksberg.

Skudt efter reception

Nedim Yasar blev skudt og dræbt den 19. november på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter. Her havde Yasar været til en reception i forbindelse med bogen “Rødder”, som han skrev sammen med journalist Marie Louise Toksvig.

Bogen handler blandt andet om Yasars fortid i bandemiljøet, som han forlod gennem et såkaldt exitforløb.

Nedim Yasar sad i sin bil, da han blev skudt. Politiet oplyser, at gerningsvåbnet var en revolver med en mindre kaliber.

– Det kan vi sige på baggrund af undersøgelser fra gerningsstedet og den afdøde. Men vi har ikke fundet gerningsvåbnet, siger Torben Svarrer.

Gerningsmændene flygtede formentlig i en blå VW Passat.

Yasar var i live, da han blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter om aftenen mandag den 19. november. Men hans liv stod ikke til at redde. Dagen efter afgik han ved døden.

Ifølge Torben Svarrer arbejder politiet stadig med flere mulige motiver – han vil dog ikke kom ind på hvilke.

Politiet ønsker heller ikke at oplyse nærmere om, hvorvidt Nedim Yasar kendte de to mænd, som nu er anholdt.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra politiets ransagninger i Ganløse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu