ANNONCE

Vild melding om dansk Tour-start

24. juli 2020 13:08 | Af: Ritzau Fokus

Københavns overborgmester ser det som mest sandsynligt, at den danske Tour-start i 2021 skubbes et år.

Tour de France-starten kommer til Danmark, det er blot et spørgsmål om hvornår.

Sådan lyder det fra Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Overborgmesteren bekræfter fredag over for flere medier, deriblandt DR Sporten og TV2 News, at der er forhandlinger i gang om en udskydelse af den planlagte danske Tour-start i 2021.

– Coronapandemien påvirker alle store sportevents.

– Det rykkede ved EM i fodbold og OL, og det påvirker så også Tour de France. Og det gør også, at vi er i dialog med Tour de France-arrangørerne om, hvordan vi skal placere Tour de France i Danmark i 2021, eller om det muligvis skal flyttes til 2022, siger Frank Jensen til DR Sporten.

Han fortæller, at det er mest sandsynligt, at Tour-starten i Danmark flyttes til 2022.

Samtidig slår han fast, at Touren kommer til Danmark.

– Det vigtigste for mig er at holde fast i, at vi skal have Tour de France til Danmark. Det er der ingen usikkerhed om, hverken i Danmark eller hos ASO.

– Mere og mere tyder på, at det bliver i 2022, men der er ikke truffet nogen beslutning, siger Frank Jensen til TV2 News.

Vil være dyrt

Overborgmesteren fortæller, at en udskydelse vil være forbundet med omkostninger.

Frank Jensen ved ikke, hvor meget udgifterne stiger, hvis Touren skal flyttes, men det er det danske Tour-sekretariat i gang med at regne på.

Når det er klarlagt, skal det afklares, hvordan regningen skal betales.

Blandt andet skal flere medarbejdere forlænges, men det skulle være inden for en overskuelig økonomi, vurderer overborgmesteren.

– Vores kommunalbestyrelser og vores borgere skal vide, hvad det koster at flytte det til 2022, hvis det er der, det ender, siger han til TV2 News.

Ender det med en flytning til 2022, forventer Frank Jensen, at ASO bidrager økonomisk til de ekstra omkostninger, der løber på.

Det franske etapeløb skal efter planen gå i gang 2. juli næste år i København, men arrangøren ASO har ønsket at fremrykke starten på det 24 dage lange løb med en uge.

Det skyldes, at ASO ikke ønsker, at Touren kolliderer med OL i Tokyo, der begynder 23. juli.

Fra dansk side har ønsket fra ASO ikke umiddelbart været til at imødekomme, da København i forvejen er en af værtsbyerne for EM i fodbold, der foregår fra 11. juni til 11. juli.

Både OL og EM i fodbold skulle efter planen have været afholdt denne sommer, men på grund af coronapandemien er de to store sportsbegivenheder blevet skubbet til sommeren 2021.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu