ANNONCE

Johnson & Johnson kommer i brug igen

24. april 2021 07:41 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ti eksperter stemte for at genoptage brugen af Johnson & Johnson-vaccinen i USA, mens fire stemte imod

Johnson & Johnson kommer i brug igen
Det var 13. april, at USA indstillede brugen af Johnson & Johnson-vaccinen, der allerede er givet til millioner af amerikanere. (Arkivfoto)( Foto: Dado Ruvic/Reuters

Johnson & Johnsons coronavaccine kan med det samme tages i brug igen i USA, efter at den i ti dage har været sat i bero, så en forbindelse til meget sjældne, men potentielt dødelige, blodpropper kunne undersøges.

Det oplyser direktøren for USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), Rochelle Walensky, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Vi anbefaler ikke længere en pause i brugen af denne vaccine, siger hun.

Både CDC og det amerikanske lægemiddelagentur (FDA) anbefaler således, at suspenderingen af vaccinen ophæves. Beslutningen er taget efter et møde i en gruppe, der rådgiver CDC.

Her har eksperter drøftet brugen af vaccinen, der blev sat på pause, da der kom meldinger om flere alvorlige tilfælde af sjældne blodpropper efter vaccination.

Ti mod fire

Ti stemte for at anbefale en genoptagning, mens fire stemte imod. Én ekspert undlod at stemme.

– Fordelene opvejer helt klart risiciene fra et befolkningsmæssigt og individuelt perspektiv, siger professor Beth Bell ifølge Reuters.

– Det er en ny risiko. Det er ganske vist en meget lille risiko, og den er meget mindre end mange andre risici, som vi vælger at tage hver dag, siger hun.

Ifølge CNN har det amerikanske lægemiddelagentur (FDA) besluttet, at indlægssedlen i vaccinedoserne skal opdateres, så det fremgår, at kvinder under 50 år skal være opmærksomme på de sjældne blodpropper.

Det var 13. april, at USA indstillede brugen af vaccinen, der allerede er givet til millioner af amerikanere. Det skyldtes få tilfælde af sjældne blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader.

15 tilfælde

Indtil fredag havde der været meldinger om i alt otte tilfælde af de sjældne bivirkninger.

Men fredag skrev Bloomberg, at Johnson & Johnson-vaccinen i alt kædes sammen med 15 tilfælde.

Fakta

Tre vacciner er tilbage efter drop af AstraZeneca

Få her et overblik over de fire godkendte vacciner – og de tre andre, som Danmark har lagt billet ind på, hvis de godkendes til brug.

* Pfizer/BioNTech:

Blev godkendt af EU-Kommissionen 21. december, og de første danskere blev vaccineret 27. december.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 4,6 millioner personer. Vaccinen skal gives som to doser.

* Moderna:

Blev godkendt 6. januar i EU, og Danmark fik de første doser 12. januar.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 3,0 millioner personer. Vaccinen skal gives som to doser.

* AstraZeneca:

Godkendt i EU 29. januar, og de første danskere blev vaccineret i starten af februar. 11. marts blev vaccination med AstraZeneca sat på pause.

Det skete for at undersøge en mulig sammenhæng med sjældne tilfælde af blodpropper. 14. april droppes den ifølge flere medier.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 2,6 millioner personer. Vaccinen skal gives som to doser.

* Johnson & Johnson:

Vaccinen blev godkendt i EU 11. marts. De første doser ankom til Danmark tidlig morgen 14. april, men dagen forinden besluttede Johnson & Johnson at udskyde udrulningen af vaccinen i Europa. Det er ikke meddelt, om – og i givet fald hvornår – vaccinen vil blive taget i brug i Danmark.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 8,2 millioner personer. Vaccinen gives som en enkelt dosis.

* CureVac:

Har endnu ikke søgt om godkendelse i EU, men Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er ved at se på data fra afsluttende forsøgsstudie.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 4,5 millioner personer. Vaccinen skal gives som to doser.

* Sanofi/GSK:

Vaccine er et stykke fra at være klar og er i øjeblikket i gang med et fase 2-studie – det næstsidste.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer. Vaccinen er testet både som en og to doser.

* Novavax:

Har endnu ikke søgt om godkendelse i EU, men Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er ved at se på data fra afsluttende forsøgsstudie.

EU-Kommissionen meddelte før jul, at man har taget hul på at forhandle en kontrakt, der potentielt kan komme til at omfatte 200 millioner doser. Forhandlingerne kan tage flere måneder. Vaccinen skal gives i to doser.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet, EU-Kommissionen, virksomhederne, Bloomberg og Reuters.

Det er dermed mere end dobbelt så mange tilfælde, som fik USA til at sætte vaccinen i bero. 13 af de 15 tilfælde er knyttet til kvinder under 50 år, skrev det amerikanske medie.

Danmark overvejer

Tilfældene fik også Johnson & Johnson til at sætte udrulningen af vaccinen i bero i Europa.

Tirsdag kunne selskabet så fortælle, at den genoptager udrulningen. På samme tid fortalte den ledende statsepidemiolog Anthony Fauci, at han ventede en genoptagelse af vaccinen i en eller anden form i USA, hvilket nu ser ud til at blive tilfældet.

Tirsdag meddelte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at der er en mulig sammenhæng mellem Johnson & Johnsons vaccine mod covid-19 og de sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader.

Herhjemme vil Sundhedsstyrelsen bruge de forskellige konklusioner i overvejelserne om, hvorvidt vaccinen skal bruges i det danske vaccinationsprogram.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu