Dødstallet stiger og stiger: 26 er døde efter kraftigste jordskælv i over 100 år

8. september 2017 16:41 | Af: Ritzau Fokus

I alt er 26 personer dræbt.

Dødstallet stiger og stiger: 26 er døde efter kraftigste jordskælv i over 100 år
Folk strømmer ud på Gaden i Mexico City efter et jordskælv med epicentrum mange hundrede kilometer væk - ud for delstaten Chiapas. Foto: Pedro Pardo/AFP

Et jordskælv med en størrelse på 8,1 har fredag morgen dansk tid ramt ud for Chiapas i det sydlige Mexico. Foreløbig er 26 mennesker meldt omkommet af myndighederne.

Det er det kraftigste jordskæv, som har ramt Mexico i over 100 år.

En række bygninger i det sydlige Mexico er blevet beskadiget. Værst ser det ud til at være gået i byen Juchitan i den sydlige stat Oaxaca. Her ligger dele af rådhuset, et hotel og en pub i grus.

Ifølge statens guvernør, Alejandro Murat, er der 20 døde i staten. Heraf er 17 fundet omkommet i Juchitan.

Fire er døde i Chiapas, mens to børn døde, da en mur væltede ned over dem i nabostaten Tabasco.

Jordskælvets styrke gør det sandsynligt, at dødstallet vil blive mange gange højere.

Der blev umiddelbart efter jordskælvet udsendt et tsunamivarsel ved den mexicanske vestkyst og hele vejen til Ecuador i Sydamerika. Men faren drev over.

Der er målt bølger en meter over niveauet ved tidevand. Det oplyser Tsunami-varslingscentret for Stillehavet. Tidligere var der advaret om tre meter høje bølger.

Strømmede ud på gaden

Jordskælvet ramte, mens det var nat i Mexico og landene i regionen.

Skælvet ramte i 33 kilometers dybde ud for stillehavskysten cirka 120 kilometer sydvest for byen Tres Picos i Chiapas. Det oplyser USA’s Geologiske Tjeneste.

– Baseret på de tilgængelige data, så kan brede og farlige tsunamibølger ventes på nogle strækninger langs kysten, lød det tidligere fra Tsunami-varslingscentret for Stillehavet.

Skælvet kunne også mærkes i hovedstaden Mexico City, der er en af verdens største byer.

Her strømmede mange folk ud i gaderne i pyjamas ved midnatstid, hvor jordskælvet ramte ud for Chiapas over 800 kilometer fra hovedstaden.

– Jeg har aldrig været nogen steder, hvor jorden bevægede sig så meget. Til at begynde med grinte jeg, men da lysene gik ud, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, siger den 31-årige Luis Carlos Briceno.

Jordskælvet var lidt større end det, som ramte Mexico City i 1985. Her var det officielle dødstal lidt over 5000 mennesker. Men mange mente dengang, at jordskælvet havde krævet langt flere ofre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu