ANNONCE
En 63-årig mand er søndag ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet in absentia. Han er sigtet for forsætlig brandstiftelse af sin egen lejlighed lørdag aften. Branden betød, at en hel opgang med beboere måtte evakueres.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Det oplyser Jes Frederiksen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, søndag eftermiddag til Newsbreak.dk. Han kan ikke oplyse detaljerne om sagen, men fortæller dog, at den sigtede fortsat er indlagt.
Manden blev lørdag aften indlagt til tjek for røgforgiftning.
– Det er forventningen, at der bliver et egentligt retsmøde allerede i morgen, siger Frederiksen. Det betyder samtidig, at den 63-årige vil være fysisk til stede modsat søndagens grundlovsforhør, der begyndte klokken 10. Fængsling in absentia betyder nemlig, at den fremstillede ikke er til stede.
Beboere i en opgang på Chr. Molbechs Vej i det centrale Aarhus måtte lørdag aften forlade deres lejemål i det almene boligbyggeri, fordi der pludselig var opstået en kraftig brand i en stuelejlighed.
– Nogle måtte hjælpes ned fra første og anden sal, sagde daværende vagtchef Peter Tholstrup.
Politiet mener altså nu at have samlet beviser nok til at kunne sigte den 63-årige beboer af stuelejligheden for med vilje at have startet branden. Det er ikke Newsbreak.dk muligt at få svar på, hvordan branden er antændt.
Branden blev anmeldt klokken 19.14. Flere beboere måtte genhuses, blev det oplyst lørdag.
ANNONCE