ANNONCE

Otteårig kørte bil: Standset med 140 på motorvej

22. august 2019 12:21 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet i Tyskland er noget forundret over en otteårigs egenskaber.

Otteårig kørte bil: Standset med 140 på motorvej
Den otteårige kørte 140 kilometer på autobahnen. Arkivfoto: Scanpix

Grædende udbrød en otteårig tysk dreng “jeg ville bare gerne ud at køre bil”, da politiet i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen standsede ham. I bil. På motorvejen. Efter at have kørt op mod 140 kilometer i timen.

Det skriver politiet selv i et kort Facebook-opslag. Drengen klarede egentlig bilkørslen på motorvejen mod Dortmund ganske udmærket – indtil han med den høje fart pludselig blev dårlig og trak ind til siden på en rasteplads.

Knøsen, der i forvejen har kørt bil i ny og næ i privaten, havde sågar tændt advarselsblinket på bilen og placeret den lille advarselstrekant bag bilen, der var en VW Golf, skriver britiske BBC. Tyske Bild skriver, at rastepladsen hedder Ostönner Grund

Politiet modtog et opkald fra drengens meget bekymrede mor, der klokken natten til onsdag 00.25 kunne meddele, at hun var bekymret for sin otteårige søn, der var kørt af sted fra hjemmet i byen Soest i hendes VW Golf med automatgear. Hun vidste ikke, hvor han var.

Drengen havde sat kursen mod A44. Det var kvinden selv, der fandt sønnen på rastepladsen. Da politiet ankom og spurgte drengen, hvad pokker han havde gang i, svarede han altså, at han bare gerne ville køre bil.

Efterfølgende brød han grædende sammen.

Der skete hverken fysiske eller materielle skader, oplyser politiet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu