Ottende X Factor-sæson klar efter nytår

16. december 2014 10:34 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk
 
Ottende X Factor-sæson klar efter nytår
De 3 dommere: Remee, Lina og Blachman. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

En dugfrisk sæson af X Factor går i luften den 2. januar. For ottende gang vil det populære underholdningsprogram samle danskerne foran skærmen fredag efter fredag.

X Factor har i syv sæsoner samlet danskerne foran tv-skærmene fredag efter fredag. Den 2. januar går den ottende sæson i luften. Jan Lagermand Lundme, DRs underholdningschef, har allerede lovet flere ændringer i programmet, og dommerne har varslet, at den kommende sæson byder på ekstraordinært meget talent.

Eva Harlou er igen vært, ligesom den klassiske trio bestående af Lina Rafn, Thomas Blachman og Remee igen indtager dommerrollerne.

– Vi er meget glade for at have netop Lina Rafn, Thomas Blachman og Remee med som dommere i programmet. Dels er de nogle af de allerdygtigste danske musikfolk, og de nyder alle stor respekt i musikbranchen. Desuden bringer de hver især noget meget forskelligt med sig til X Factor, så programmet får udbytte af nogle vidt forskellige og samtidig markante profiler, siger Jan Lagermand Lundme i en pressemeddelelse.

Optaktsprogram sendes i juleferien

Som noget helt nyt kan man i år se et helt særligt X Factor-optaktsprogram, som kigger tilbage på tidligere sæsoners højdepunkter. Vi møder blandt andre Basim, Ida og Tine, der fortæller om, hvordan de har brugt X Factor som springbræt for deres musikalske karrierer.

Centralt i programmet står også fortællingen om den dramatiske dommerkrig mellem Remee og Blachman, der udspillede sig under anden sæson. Begge kamphaner åbner op og fortæller om, hvad der gik galt i mellem dem, og Jan Lagermand Lundme giver seerne et helt særligt indblik i dramaet, der også udspillede sig bag kulisserne.

Programmet sendes på DR1 den 27. december klokken 19 og varer en time.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu