ANNONCE

Over 100 smittet: Nyt corona-dødsfald

22. august 2020 15:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Over 1,5 millioner danskere er blevet coronatestet. Der er lørdag 122 nye smittetilfælde, og en mere er død.

Over 100 smittet: Nyt corona-dødsfald
Der er fra lørdag påkrævet mundbind eller visir i offentlig transport. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Scanpix

Der er lørdag registreret 112 nye smittetilfælde med corona og et nyt dødsfald, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Antal indlagte coronapatienter er fortsat på 22, hvoraf én har brug for en respirator.

I alt er 622 danskere med corona døde. Det er dog ikke sikkert, at coronavirus er den direkte årsag til dødsfaldene.

SSI oplyser, at der nu er over 1,5 millioner danskere, som er blevet testet for corona, siden den første person i Danmark blev testet tilbage i februar.

Fredag var der 71 nye smittetilfælde, hvilket var det laveste i august. Langt de fleste dage i august har tallet været over 100. Altså også igen lørdag.

Påkrævet mundbind

Det er også lørdag, hvor det er påkrævet at bruge mundbind i al offentlig transport. Det er et tiltag, som skal være med til at holde smitten nede.

Professor i immunologi ved Aarhus Universitet Rune Hartmann hæfter sig ved, at tallet for nye smittede i flere dage har været stabilt.

– Det (virusset, red.) er under kontrol, men tallet falder ikke helt ned til nul.

– Det er nok desværre det billede, vi kommer til at se her i efteråret og vinteren, siger han.

Slækker på retningslinjer

Den seneste tids opblussen i smittetal tilskriver Rune Hartmann, at danskerne er begyndt at slække lidt i forhold til retningslinjerne.

– Vi har lidt glemt nogle af de gode vaner, fordi det gik godt. Man har også været nødt til at give os nogle formaninger om, at vi skal blive bedre.

– Meget af det går jo egentlig godt. Vi har en række mindre udbrud rundt omkring i landet, som vi jo langt hen ad vejen får kontrol over, siger han.

Især den målrettede lokale bekæmpelse af smittespredningen har været vigtig.

– For 14 dage siden var det jo ved at løbe fra os i Aarhus, og nu har vi fået styr på det.

– Man skal huske, at hvis man ikke gør noget, så stiger tallene. Den ene dag har man 100, og et par dage senere har man 200, siger Rune Hartmann.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu