ANNONCE

Over 6000 smittet i denne gruppe

8. oktober 2020 14:17 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

De 20 til 29-årige har nu stået for mere end 6000 af de samlede antal smittetilfælde i Danmark.

Over 6000 smittet i denne gruppe
Coronavirus rammer stadig især to aldersgrupper. Arkivfoto (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Mere end 6000 danskere i alderen 20 til 29 har siden begyndelsen af marts fået et positivt resultat af deres coronapodning. Det gør det til den absolut største andel af det samlede smittetal på 31.156.

Der udføres dog også langt flest tests på personer i den aldersgruppe, fremgår det af Statens Serum Instituts (SSI) ugentlige coronavirus-overvågning. Tirsdag var 405.000 tests udført på unge mellem 20 og 29.

Ifølge tallene er der således en positiv-andel på 1,4 procent. Torsdag er 101 i aldersgruppen blevet tilføjet til listen over smittede personer. De er alle fundet det seneste døgn. Af SSIs daglige opdatering fremgår det, at der i alt det seneste døgn er fundet 446 nye smittetilfælde.

Det har ikke medført, at nogle andre aldersgrupper er nået over sågar 5000 smittede. Næsthøjeste stigning findes hos de 10 til 19-årige, hvor 3732 var testet positiv onsdag, mens tallet torsdag er 3815.

Det samlede antal smittede i alderen 20 til 29 er 6021. Tættest på kommer 4874 i alderen 40 til 49. Her er stigningen det seneste døgn på 61 personer.

Nye tal

Der er det seneste døgn sket yderligere 14 indlæggelser af personer, der har komplikationer i forbindelse med Covid-19. Alligevel er det samlede antal af indlagte faldet med en enkelt siden onsdag. Det kan tolkes på forskellige måder.

For eksempel kan det betyde, at der er blevet udskrevet 15 personer fra indlæggelse, men det kan også betyde, at kun 13 er blevet udskrevet. Det kræver blot, at de to nyregistrerede dødsfald, der er sket det seneste døgn, er fundet sted hos personer, der har været indlagt.

17 personer ligger på en intensiv afdeling, og de 14 er i respirator, hvor de får hjælp til at trække vejret.

Med det nye smittetal, der torsdag er mere end 100 personer højere end onsdag, er niveauet nu det højeste antal nye smittetilfælde siden fredag i sidste uge, hvor 536 smittetilfælde var blevet registreret af myndighederne det forgangne døgn.

Mellem onsdag og torsdag er 19.574 personers testresultater kommet tilbage. Det er trods alt 3000 flere end onsdag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu