Din pension ændrer sig på disse måder i 2020

20. januar 2020 09:22 | Af: Ritzau Fokus

Fra skattefri seniorpræmie til obligatorisk pensionsopsparing. Her får du overblik over de store ændringer på pensionsområdet i år.

2020 er skudt i gang, og med det nye år følger også en række ændringer på et af de største økonomiske områder: pensionen.

Her giver to økonomer et overblik over de forandringer, som året bringer på pensionsområdet.

Artiklen fortsætter under videoen 

1) Den skattefri seniorpræmie udbetales

I år vil der for første gang være nogle, der har optjent den skattefri seniorpræmie, som blev indført sidste sommer.

Det er en gulerod for at blive på arbejdsmarkedet. Arbejder du videre et år efter din folkepensionsalder, får du udbetalt 42.840 kroner skattefrit.

– Dem, der nåede folkepensionsalderen sidste år, var de første, der havde mulighed for at optjene den skattefri seniorpræmie. De står så over for valget, om de også vil tage det andet år, siger seniorøkonom Mads Moberg Reumert fra Danica Pension.

Arbejder du et år mere, er der nemlig en ekstra seniorpræmie på 25.500 kroner at hente.

Derefter belønnes du ikke yderligere for at blive på arbejdsmarkedet.

2) Seniorpension indføres

Fra 1. januar har seniorpension afløst den tidligere seniorførtidspension. Og det betyder, at du nu kan søge om ydelsen til nedslidte.

– Der er nogle kriterier, du skal opfylde, blandt andet skal du have seks år eller mindre til folkepensionsalderen, fortæller Mads Moberg Reumert.

Derudover skal du vurderes til maksimalt at kunne arbejde 15 timer om ugen.

3) Ekstra pensionsfradrag er fuldt indfaset

For tre år siden indførtes et ekstra pensionsfradrag, og i 2020 er det fuldt indfaset.

– Man får et ekstra skattefradrag for at motivere til ekstra pensionsindbetaling. Og for at modvirke den negative effekt, at det kan betyde modregning i folkepensionstillægget i den anden ende, siger pensionsekspert hos Uvildige.dk John Christensen.

Det batter dog først rigtigt, fra du har 15 år eller mindre til pensionsalderen, tilføjer han.

Har du mere end 15 år til folkepensionsalderen, er fradragsprocenten af det ekstra pensionsfradrag nemlig 12 procent, hvorimod det sættes op til 32 procent, når der er 15 år eller derunder tilbage.

4) Obligatorisk pensionsopsparing indfases

Fra i år indbetales der automatisk et beløb til pension for grupper på offentlig forsørgelse – eksempelvis dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension.

– Hvis man også selv indbetaler, så kan man se på, om man selv skal skrue på den eller alternativt få en større opsparing den dag, man skal på pension, siger Mads Moberg Reumert.

Ordningen indfases gradvist fra i år, hvor du får indbetalt 0,3 procent af værdien af din ydelse. Andelen stiger med 0,3 procentpoint hvert år frem til 2030.

Kilde til billedtekster: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu