ANNONCE

Du kan sendes i corona-karantæne mod din vilje

29. februar 2020 18:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Flere, der kan have coronavirus, er gået frivilligt i karantæne. Politiet kan i visse tilfælde tilkaldes.

Mens antallet af smittede med Coronavirus Covid-19 i Danmark er steget fra 0 til 3 på tre dage, er man i nabolandet Norge oppe på 15 smittede. Det oplyser Folkehelseinstituttet i Norge, landets svar på Sundhedsstyrelsen. Tallet er en fordobling siden fredag.

I Danmark har man testet flere borgere for virussen, men indtil nu er altså kun tre personer testet positive for Covid-19. Hvis en læge vurderer, at det er nødvendigt for dig at blive undersøgt for sygdommen, kan du blive bedt om at gå til undersøgelse.

Du kan blive tvunget

Hvis en undersøgelse viser, at du er smittet med sygdommen, kan du blive bedt om at gå i karantæne, og sagen er den, at du kan blive både undersøgt og sendt i karantæne, om du vil det eller ej.

Læsere af denne artikel studser måske over ovenstående afsnit, for betyder det, at du kan blive tvunget i karantæne i Danmark? Svaret er ja.

Årsagen skal findes i epidemiloven. Hver af landets fem regioner har en epidemikommission, og det er her, man kan beslutte, om den særlige lov skal tages i brug.

Kommissionen består blandt andet af en politidirektør og en repræsentant for det regionale sygehusberedskab, og beslutter de sig for, at loven skal tages i brug, så skal borgerene i den gældende region rette ind.

Med epidemilovens paragraf 5 kan kommissionen bestemme, “at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus”.

Hvis du nægter at lade dig undersøge ved mistanke om smitte, ja så kan politiet anholde dig og tage dig med til undersøgelse.

Tvangskarantæne

Epidemikommissionen kan også jævnfør paragraf 6 påbyde personer at gå i isolation eller blive indlagt på et sygehus.

Politiet kan også her blive involveret. For nægter du at gå i karantæne, kan de blive tilkaldt igen.

I paragraffens stk. 2 står der følgende: “Efterkommes påbuddet ikke, kan isolation af den pågældende ske ved tvangsindlæggelse på sygehus ved politiets hjælp”.

Flere af dem, der er sendt i karantæne i Danmark på grund af coronavirus, er blevet isoleret i eget hjem. Her må de ikke være i fysisk kontakt med andre.

Kilder: Epidemiloven, DR, Styrelsen for Patientsikkerhed, Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu