ANNONCE

Overgreb, vold og selvmordsforsøg på kostskole

22. oktober 2020 06:21 | Af: Newsbreak.dk

Får massiv kritik for at have svigtet elever på skolen. Nu trues skolen med lukning.

Overgreb, vold og selvmordsforsøg på kostskole
Socialtilsynet har for nylig på et krisemøde med kostskolens bestyrelse konkluderet, at situationen er kørt helt af sporet. Arkivfoto.

Citathistorie: DR

For nylig blev en mangeårig forstander på Havregården kostskole i Gilleleje fyret.

Nu kan P1 Dokumentar afsløre, at kostskolen i årevis har haft problemer med seksuelle overgreb blandt eleverne, stofmisbrug, selvmordsforsøg og vold.

I forbindelse med en kommende podcastserie har P1 Dokumentar talt med en lang række tidligere elever og medarbejdere, der fortæller om seksuelle krænkelser, overgreb blandt eleverne samt fysisk og psykisk vold på skolen.

Fortællingerne bakkes op af en række rapporter fra Arbejdstilsynet og Socialtilsyn Hovedstaden. Sidstnævnte fandt i 2019 frem til, hvad de selv betegner som ”alvorlige kritiske forhold” på kostskolen. Blandt andet havde forstanderen ikke informeret tilsynet om to seksuelle overgreb.

Kørt helt af sporet

For nylig konkluderede Socialtilsynet på et krisemøde med skolens bestyrelse, at det er ”kørt helt af sporet, og at det er eleverne, der sætter dagsordenen på Havregården”.

Blandt andet mistænker Socialtilsynet, at kostskolens ledelse har slette fortrolige oplysninger fra en intern logbog, inden Socialtilsynet kom på besøg. Derudover kritiseres forstanderen for at have væltet børn ud af deres senge og for at have optaget for svage børn på skolen.

I mødereferatet konkluderer tilsynet at:

– Havregården formår ikke at drage tilstrækkeligt omsorg for alle børns trivsel og udvikling og heller ikke i alle tilfælde formår at beskytte børnene mod overgreb, krænkelser og mobning.

Kritiske rapporter

Kritikken fra Socialtilsynet kommer, blandt andet efter at P1 Dokumentar i forbindelse med et interview med tilsynet fremlagde en række kritiske rapporter om forholdene på kostskolen, som Socialtilsynet ikke kendte til.

P1 Dokumentar har også fået flere eksperter til at gennemgå rapporter og dokumenter fra Socialtilsynet og Arbejdstilsynet samt interne dokumenter fra skolen. De kalder det rystende læsning:

– Det er en meget slem sag. Det er jo svigt på svigt og overgreb på overgreb fra alle, der er omkring de unge, siger Eva Naur Jensen, lektor og forsker i socialret ved Aarhus Universitet.

To dage efter krisemødet mellem Socialtilsynet og skolens bestyrelse blev forstander og byrådspolitiker i Gribskov Kommune, Morten Ulrik Jørgensen, fyret, og Socialtilsynet truer nu med at lukke skolen.

Overfor DR afviser forstander Morten Ulrik Jørgensen, at han skulle have slettet fortrolige oplysninger og for bevidst at have optaget for dårlige børn på skolen. Kritikken af at han skulle have væltet børn ud af sengen, kalder han en enkeltstående gimmick.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu