ANNONCE

Overlæge om corona: Grund til lille optimisme

28. marts 2020 21:45 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tiltag for at begrænse smitten med coronavirus ser ud til at virke, siger overlæge til Politiken.

Overlæge om corona: Grund til lille optimisme
459 personer smittet med coronavirus er indlagt. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Scanpix

Udviklingen i coronatilfælde giver anledning til optimisme og tyder på, at de politiske tiltag, der er lavet for at begrænse smitten, virker.

Det skriver Politiken lørdag.

Artiklen fortsætter under videoen

Vurderingen kommer fra Anders Koch, der er overlæge ved Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, der hører under Statens Serum Institut.

– Der er grund til en forsigtig optimisme i forhold til de tiltag, der samlet set er lavet. Det ser ud til, at epidemien ikke udvikler sig som epidemier i øvrigt gør dag for dag – altså at der kommer flere påviste tilfælde til relativt set, siger Anders Koch til Politiken.

Stiger ikke ukontrollabelt

Stigningen i antallet af smittede med coronavirusset stiger jævnt, og det betyder, at virusset ikke udvikler sig ukontrollabelt, fortæller overlægen til Politiken. Han er derfor “forsigtig optimist”.

Intet tyder på, at Danmark er på vej mod tilstande, som man i øjeblikket ser i Italien, lyder det fra overlægen.

Fakta

Brød ud på marked

Hele miseren om den berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

I den seneste uge har over 600 personer med virusset hver dag mistet livet i Italien. Også Spanien er hårdt ramt, hvor der nu er registreret i alt 5690 coronadødsfald.

Mette F. taler ud

Mette Frederiksen tror ikke umiddelbart på, at landet skal være lukket ned i månedsvis.

Det fortæller hun lørdag på sin Facebook-side. 

Her skriver hun blandt andet, hun har set flere spekulere i, der går måneder før, Danmark åbner igen.

“Det, hverken håber eller tror jeg, bliver tilfældet. Vi ønsker ikke at holde Danmark lukket én dag mere end nødvendigt”, skriver hun.

Opfordring

Derefter kommer hun endnu engang med en opfordring til danskerne – og spiller på en måde bolden over på befolkningens halvdel:

“Hvordan det går. Det afgør vi sammen lige nu. Hvis vi bliver ved med at holde afstand. Vaske hænder. Undgår for megen aktivitet. Så vil vi stille og roligt kunne se det i tallene: Antallet af indlæggelser vil stige mindre stejlt end ellers. Kurven vil forhåbentlig flade ud.

I dét scenarie, som jeg tror, er det mest sandsynlige – så kan vi hurtigere begynde så småt at åbne Danmark igen”.

Indsatsen har nyttet

Hun skriver videre, at der om få dage kommer data, der vil give en status på udviklingen. En udvikling, der ifølge statsministeren bærer præg af, den fælles indsats har nyttet.

“Men vi skal være mere sikre. I andre lande har vi set tilbageslag på tidspunkter, hvor det ellers lige så ud til at gå bedre”, står der.

Det lange opslag, der kan læses i sin helhed HER slutter med ordene:

“Derfor: Hold fast i at stå sammen ved at holde afstand. Så vi hurtigst muligt kan begrænse smittespredningen. Og dermed begynde at åbne Danmark igen”.

Lørdag er det samlede dødstal i Danmark oppe på 65 – heraf er 13 døde det sidste døgn.

Region skruer op

I Region Midtjylland har man nu valgt at skrue op for antallet af test.

Region Midtjylland har nu kapacitet til at teste 1.000 personer for COVID-19 hver dag. Dermed åbnes der for, at kritisk personale på bl.a. hospitaler i ældrepleje og i almen praksis med mistanke om smitte kan testes, ligesom der åbnes for test af langt flere patienter. Regionen følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til prioritering.

– I løbet af de seneste døgn og timer har vi speedet kapaciteten op, så vi nu følger den nye teststrategi fra Sundhedsstyrelsen med 1.000 tests om dagen i Midtjylland. Det betyder både, at vi skaber mere tryghed for det sundhedspersonale, der står i forreste linje i kampen mod coronavirus, og at kampen overordnet bliver mere effektiv, siger formand for regionsrådet, Anders Kühnau (S), der understreger, at der fortsat er stort fokus på at få kapaciteten endnu højere op.

Det oplyste Region Midtjylland tidligere lørdag i en pressemeddelelse.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu