Overraskende fund: Jordfaldshul er fuld af uddøde dyr

29. august 2016 08:20 | Af: Ritzau Fokus

Forskere har fundet velbevarede rester af løve, gepard og bison i en hule i Wyoming. Enkelte af fossilerne stammer fra seneste istid.

Overraskende fund: Jordfaldshul er fuld af uddøde dyr
Palæontolog Julie Meachen fra universitet i Des Moines er faldet over et jordfaldshul med et væld af uddøde dyr. Foto: Laura Weyrich, Julie Meachen/Free

USA’s tyndest befolkede stat er kendt for at være et slaraffenland for palæontologer, der nærmest falder over fossiler af forhistoriske dyr i jordlagene under de vidtstrakte sletter.

Men i Wyoming, der rummer den verdensberømte Yellowstone National Park, er der næppe noget sted, hvor forekomsten af fossiler er så koncentreret og mangfoldig som i Natural Trap Cave nær Big Horn-bjergene i den nordlige del af staten.

Her er ulve, bisonokser, amerikanske geparder, løver, jærve, bjørne, kameler og moskusokser i løbet af en periode på 50.000 år kommet for skade at falde i et hul, der måler knap fem meter i diameter.

Indtil forrige år havde forskerne ikke interesseret sig synderligt for hulen siden 1970’erne. Men da et hold fra naturstyrelsen i Cody lod sig fire ned i det otte etager dybe hul med hakker og spader, fandt de en lang række velbevarede fossiler af dyr, der er gået til grunde i mørket uden chance for at kæmpe sig op til overfladen.

– Jeg har været mange steder på offentlig jord. Men følelsen er en hel anden her. Stilheden og mørket, når du slukker din pandelampe, er af en anden verden, siger Delissa Minnick fra naturstyrelsen i byen Cody til rejsemagasinet Travel+Leisure.

Nede i hulen overstiger temperaturen aldrig 4,5 grader. Og derfor har forskerne fundet et skatkammer af velbevarede fossiler, som kan dateres tilbage til seneste istid.

– Det er helt usædvanligt på grund af mængden og variationen, siger palæontolog Julie Meachen fra universitet i Des Moines til Travel+Leisure.

I nogle tilfælde er dyrenes dna-materiale ganske velbevaret på grund af det unikke klima i hulen. Og fundene er derfor værdifulde bidrag til forskning i evolution og i særdeleshed de processer, der knytter sig til klimaforandringer.

Under en af de seneste udgravninger faldt en trærotte ned i hullet og døde. I stedet for at fjerne kadaveret har forskerne ladet den ligge, så de kan observere, hvordan det unikke miljø i hulen påvirker forrådnelsesprocessen. Desuden er rotten nu blevet forskningsprojektets officielle maskot.

Jordfaldshullet er blevet udstyret med et gitter, så større dyr og nysgerrige mennesker ikke længere kan styrte ned i dybet.

Men er man interesseret i at deltage i en udgravning, er der næsten året rundt mulighed for det på Wyoming Dinosaur Center 135 kilometer fra jordfaldshullet i Cody.

På det velrenommerede museum har de besøgende som noget unikt rig mulighed for at komme i dialog med de arbejdende videnskabsfolk om de bunker af forhistoriske dyr, der ligger gemt under jorden.

Se flere billeder her: http://www.myfossil.org/featured-paleontologist-julie-meachen/

/ritzau/FOKUS

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu