ANNONCE

Overrasket Hareide forstår det ikke

12. oktober 2020 18:50 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den tidligere danske landstræner undrer sig over, at FCK fyrede Ståle Solbakken så tidligt i sæsonen.

Overrasket Hareide forstår det ikke
Åge Hareide stod i spidsen for det danske landshold fra 2016 til tidligere i år. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Den forgangne weekend blev skudt i gang med stor nyhed i det danske fodboldmiljø.

FC København sagde farvel til manager Ståle Solbakken, der ellers har haft stor succes i hovedstadsklubben.

Men efter en tung sæsonstart fik FCK-ledelsen altså nok. Nordmanden blev sendt på porten. En beslutning, der kommer bag på den tidligere landstræner for Danmark Åge Hareide.

– Det var først og fremmest meget overraskende. Ståle har en stærk position i København og har gjort det fantastisk der i to perioder, siger Hareide til NRK ifølge nyhedsbureauet NTB.

– Fodbold går af og til ad nogle underlige veje, og det var vel lidt underligt, at Ståle blev fyret så tidligt på sæsonen. De (FCK, red.) har kæmpet i sæsonstarten, men det er stadig tidligt.

Ståle Solbakken seneste periode som manden i spidsen for FC København startede i 2013. Inden da var han også manager i klubben fra 2006 til 2011. Han nåede blandt andet at føre FCK til otte danske mesterskaber, senest i 2018/19-sæsonen.

Solbakken har endnu ikke udtalt sig offentligt efter afskeden med FCK. Mandag skriver Ekstra Bladet, at Solbakken i en sms til avisen har skrevet, at han har brug for at sunde sig, og at der går et stykke tid, før han udtaler sig.

FC København har endnu ikke udpeget Ståle Solbakkens reelle afløser. For nu er det klubbens tidligere anfører Hjalte Bo Nørregaard, der har overtaget tøjlerne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu