ANNONCE

Overser vigtig detalje: Sådan gør du ovnen ren

9. december 2019 16:38 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Det kan være svært at få en ovn til at spille og se ud som ny efter at være gået i krig med en flæskesteg. Men det kan lykkedes.

Står du for den store julemiddag i år, så kender du nok til den værste del af hele madlavningen – nemlig den ovn, som efter and, flæskesteg, gås eller noget fjerde ligner en mindre krigszone. Hvert år er den beskidte ovn kimen til stor frustration.

Artiklen fortsætter under videoen.

Mange går og tror, at det at få en ren ovn, er lig med umenneskeligt hårdt arbejde. Det er ikke tilfældet. Brun sæbe, håndsæbe og flere andre midler er tricket til en ren ovn, men du kan læse om alle metoderne i galleriet til denne artikel.

Og en af de vigtigste ting, som mange overser er faktisk ventilatoren, der kan have stor indvirkning på din madlavning i varmluftovnen.

Tro ikke på mirakler

Men hvis du vil have en ren ovn, handler det først og fremmest om at droppe alverdens “mirakelmidler” og kigge på det, der virker af en ganske særlig årsag. Brun sæbe er vejen frem, fordi det er et basisk produkt. Jo mere basisk, sæben er, jo bedre opløser den fedtet.

– Det er bare vigtigt, at det er brun sæbe af den hårde slags, som har en pH-værdi på mellem 11 og 13 frem for almindelig flydende brun sæbe, som ligger på 8, har Anne Grete Rasmussen, fagekspert hos Bolius, tidligere fortalt Ritzau.

Sæben kan godt være hård ved hænderne, så det er en god idé at arbejde med gummihandsker og ellers klø på med krum hals.

Så dyrt er det at have en selvrensende ovn

Inden at du kaster dig over projekt ren ovn, skal du dog sikre dig, at ovnen ikke allerede evner at gøre sig selv ren. Ovne, der kan gøre sig selv rene, skal for det meste bare indstilles korrekt, og så klarer de rengøringen selv.

Pyrolyseovnen har et program, der står for rengøringen ved hjælp af så høj varme, at skidtet forkuller og ligger tilbage som aske i bunden. En test foretaget af Forbrugerrådet Tænk viser, at energiforbruget ved en rensning er på mellem fire til syv kilowatt-time.

Omregnes det til kroner, koster det mellem 8 og 14 kroner i energiforbrug, hver gang man bruger pyrolyse til rengøring af ovnen ifølge Forbrugerrådet Tænk.

– Vi har ikke testet ovne med pyrolyse for udledning af uønsket kemi, men det er klart, at når der sker en afbrænding af pletter og madrester i ovnen, så kan der dannes uhensigtsmæssige stoffer og små partikler, siger Claus Jørgensen.

Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler derfor, at man holder sig ude af køkkenet og lufter ud, mens man kører renseprogrammet.

Fakta

Sådan sparer du el på din ovn

  • Forvarm kun ovnen, hvis du bager brød eller småkager, der kræver kort tilberedningstid ved høj varme.
  • Sæt retten i kold ovn, og læg 10-15 minutter til tilberedningstiden.
  • Brug eftervarmen ved at slukke ovnen de sidste 10 minutter af tilberedningstiden.
  • Tænk over hvor meget du åbner ovnlugen, når du laver mad. Ovnen bruger nemlig ekstra energi på at erstatte den varme, der forsvinder, når du åbner den.
  • Spar energi ved at bruge varmluftfunktionen og sætte flere plader i ovnen på én gang.
  • Varmluft kræver, at du sænker temperaturen med 20 procent i forhold til konventionel over- og undervarme.

Forbrugerrådet Tænk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu