Overvejer du at give en koncertbillet i julegave? Så skal du ikke købe den her

15. december 2018 14:48 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Billetplatformen har i mange år været en torn i øjet på Forbrugerrådet Tænk. Alligevel bliver danskere ved med at benytte sig af siden.

Overvejer du at give en koncertbillet i julegave? Så skal du ikke købe den her
Viagogo har i efterhånden mange år formidlet koncert- og sportsbilletter til ågerpriser. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Vi danskere går til koncerter som aldrig før – og under træerne i år kommer der nok til at mange papirstynde pakker, der indeholder billetter til nogle af de verdensstjerner, der er på vej til landet.

Og er du også en af dem, der vil glæde din kæreste med en billet til Ed Sheeran eller din far med en billet til Phil Collins – så er du bestemt ikke alene, men der er i hvert fald ét sted du ikke skal købe den.

For Forbrugerrådet Tænk advarer danskerne mod at benytte hjemmesiden Viagogo – og det har de gjort siden 2012, skriver BT:

»Lige præcis Viagogo er en virksomhed, som vi har råbt højt om og forsøgt at råbe politikerne op om siden 2012, hvor vi fik de første klager,« siger Paula Brammann, der er juridisk konsulent hos Forbrugerrådet Tænk til avisen.

I mange andre lande er Viagogo en stor og populær formidler af billetter, men deres forretningsmodel holder ikke i Danmark. Herhjemme er det nemlig forbudt ved lov at sælge billetter til overpris.

Og det er nemlig lige præcis, hvad Viagogo gør – BT har talt med en ung kvinde, der har købt billetter via hjemmesiden – hun troede, hun skulle af med lige under 3000 kroner for fire billetter til Dire Straits-frontmanden Mark Knopflers koncert i Danmark 2019, men endte med at betale næsten det dobbelte.

BT har i artiklen også forsøgt – men uden held – at få en kommentar fra Viagogo, der holder til i Schweiz.

Er Viagogo svindel?

Newsbreak.dk har vi også flere gange skrevet om Viagogo og deres forretningsmodel.

Viagogo er flere gange blevet politianmeldt af danske festivaler og billetbureauer, og problemet med hjemmesiden har også været et tema i retsudvalget på Christiansborg.

Da Danmark i 2017 spillede en afgørende kamp mod Irland fik flere fodboldfans annulleret billetter, de havde købt på Viagogo til landskampen mellem Danmark og Irland, fordi DBU ønsker at slå hårdt ned på problemet.

Ubrugelige billetter

Hos Center for Klageløsning, der ligger under Nævnenes Hus, har man siden 2015 modtaget i omegnen af 15 klager over Viagogo, fortæller chefkonsulent Sanne Lehrmann.

Her går de fleste klager på, at billetterne bliver solgt til overpris, eller at billetten pludselig bliver dyrere ved betalingen. Men ifølge Paula Brammann er det også et kendt problem, at købte billetter viser sig at være ubrugelige.

– Vi er blevet kontaktet af en række forbrugere, som har købt dyre billetter, der senere har vist sig at være ugyldige. Da forbrugerne forsøgte at bruge billetterne, viste de sig ikke at virke i indgangen, siger hun.

På forbrugersiden Trustpilot er der imidlertid i skrivende stund 278 kommentarer omkring Viagogo. Og de peger ikke pilen opad. Tværtimod.

Sidste mulighed er domstolene

Igen har du som forbruger ikke nogen mulighed for at klage, og derfor er den sidste mulighed at gå til domstolene.

– Det kan dog blive en bekostelig affære, og chancerne for en sejr i retten er også ret små, lyder det fra Paula Brammann.

Er Viagogo svindel? Det finder du nok først ud af, når du bestiller en billet via hjemmesiden. Hvis du tør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu