Rystende nyt studie: P-piller kan føre direkte til selvmord

17. november 2017 09:00 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nyt studie afslører, at p-piller kan styrke selvmord. Anden forskning foreskriver dog det modsatte.

Rystende nyt studie: P-piller kan føre direkte til selvmord
I gennemsnit fulgte et hold forskere knap en halv million kvinder i 8,3 år og undersøgte sammenhæng mellem p-piller og selvmord. Foto: Picasa/arkiv/Free

En kvinde – der beskytter sig mod graviditet med en hvilken som helst form for hormonel prævention – har mere end dobbelt så stor risiko for at forsøge at begå selvmord og tre gange så stor risiko for at gennemføre selvmordet, sammenlignet med en jævnaldrende kvinde, der aldrig har beskyttet sig hormonelt.

Det skriver Politiken fredag på baggrund af ny, dansk forskning fra Rigshospitalet, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The American Journal of Psychiatry.

Forskerholdet fra Rigshospitalet har fulgt 476.000 kvinder fra de fyldte 15 år i perioden 1996 til 2013. Kvinderne blev i gennemsnit fulgt i 8,3 år.

Størst hos unge

Lidt over halvdelen af den halve million kvinder begyndte på et tidspunkt i undersøgelsesperiode af tage en eller anden form for hormonel kontraception.

I alt var der i perioden 6.999 selvmordsforsøg og 71 gennemførte selvmord blandt alle kvinderne. Men langt oftere blandt de kvinder, der var begyndt at tage hormonpræventionen.

Den øgede risiko for selvmord og forsøg på selvmord var størst hos de unge kvinder, særligt teenagepigerne, og den toppede 3-6 måneder efter opstart på de forskellige former for hormonel
prævention.

– Nogle kvinder er af uvisse årsager særligt følsomme over for de naturlige hormonelle udsving. Når de så påføres eksterne hormoner i større mængder fra præventionsmedicinen, kan det
forstærke de emotionelle udsving, der altså i værste fald kan føre til selvmord, siger seniorforfatter til studiet, professor Øjvind Lidegaard, en af verdens førende forskere i p-pillesikkerhed.

Ændrer ikke praksis

– Vi har taget højde for alle de faktorer, der kunne sløre vores datagrundlag, og derfor er vores bedste bud, at det er brugen af p-piller, p-plaster, p-ring, hormonspiral og de andre former for beskyttelse, der øger kvinders risiko for selvmordsadfærd, siger Lidegaard til Politiken.

Han understreger, at de fleste kvinder tåler p-piller og andre præparater, men en mindre gruppe kvinder påvirkes så markant, at både kvinderne selv og deres læger bør være opmærksomme
på depressionsudvikling.

Trods Øjvind Lidegaard og resten af forskerteamets opfordring til læger om at være tilbageholdende med hormonprævention til kvinder med tegn på psykiske udfordringer, har de
praktiserende læger ikke umiddelbart tænkt sig at ændre praksis på baggrund af studiet.

– Der findes amerikanske studier, der viser præcis den omvendte sammenhæng, siger Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, som er de praktiserende lægers
videnskabelige selskab, til Politiken.

Han understreger, at lægerne allerede i dag er opmærksomme på, at prævention med hormoner kan øge risikoen for depression, og at ordinationen naturligvis altid beror på en individuel vurdering af patienten.

Sådan får du hjælp

Selvmord er et ord, der er forbundet med tabuer. Det er forbundet med psykiske lidelser og svaghed. For det er da kun svage mennesker, der begår selvmord? Ikke, hvis man spørger Jeppe Kristen Toft, direktør for organisationen Livslinien, der hvert år er i kontakt med mere end 14.000 mennesker om selvmord. Her er konklusionen klar.

– Det er et tabu, at det kun er svage mennesker og psykisk syge, der begår selvmord. Der er ingen befolkningsgruppe, samfundsgruppe eller indkomstgruppe, der er overrepræsenteret af dem, vi taler med. Det, de har til fælles er oplevelsen af ensomhed. De har ikke nogen at dele det med, forklarer Jeppe Kristen Toft.

Newsbreak.dk har kontaktet Livslinien for at få sat ord på en række spørgsmål, der kredser om begrebet selvmord. Der et emne, ethvert nyhedsmedie på et eller andet tidspunkt kommer til at beskæftige sig med. For folk begår selvmord i Danmark. Og nogle vælger at gøre det på måder, der involverer offentligheden i et eller andet omfang. Og så skriver nyhedsmedierne om dem.

Læs hele den artikel her.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu