På denne dato får du penge tilbage i Skat

4. april 2019 14:09 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Der bliver i gennemsnit udbetalt cirka 4717 kroner til de 3,4 millioner borgere, der skal have penge tilbage i skat.

Skal du have penge tilbage i Skat? Så skal du holde øje med din Nemkonto fredag, 5. april.

Her udbetaler Skattestyrelsen nemlig i alt 16,2 milliarder kroner til de godt 3,4 millioner danskere, der skal have penge tilbage i skat. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Man skal dog ikke nødvendigvis juble, hvis man er blandt dem, der i gennemsnit får udbetalt cirka 4717 kroner.

– Hvert år udbetaler vi et relativt stort beløb i overskydende skat. Selvom mange borgere formentlig opfatter det som en positiv ting at få penge tilbage i skat, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året. Derfor er det vigtig at tjekke sin forskudsopgørelse. Særligt, hvis der sker ændringer i ens liv som fx boligkøb, skilsmisse eller jobskifte. Målet er jo, at alle betaler den korrekte skat i løbet af året, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør på personområdet i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Restskat

Hvor de fleste danskere får penge tilbage i Skat i år, så er der også dem, der skal af med penge til Skattestyrelsen.

Antallet af borgere, der skylder penge, ligger på godt én million, der samlet set skylder godt 6,3 illiarder kroner i restskat.

Hvis man vil, kan man allerede nu få det hængeparti ud af verden, ved slet og ret at betale tilbage på Skat.dk.

Gør man ikke det, bliver skyldte beløb under 20944 kroner regnet med i skatten for 2019, mens beløb over 20944 kroner opkræves i rater over tre omgange, i august, september og oktober 2019.

– Har man restskat er det en god forretning at betale med det samme, hvis man har mulighed for det. Der løber nemlig renter på gælden, og den rente er højere, hvis man venter og lader fx mindre beløb blive automatisk indregnet i forskudsopgørelsen for 2019, siger Karoline Klaksvig i pressemeddelelsen.

Hvor bliver mine penge af?

Der findes i øvrigt en tredje gruppe af borgere, der har et hængeparti hos Skattestyrelsen. Det er dem, der egentlig har penge til gode, men som på anden vis har gæld til det offentlige.

For dem gælder det, at de penge, de ellers skulle have tilbage i skat, bliver brugt til at afdrage på gælden. Der findes også godt 68.000 borgere, der får overskydende skat tilbageholdt, fordi man hos Skattestyrelsen mener at mangle vigtig information.

Det fremgår af din årsopgørelse, om du skal have penge tilbage i skat eller ej, og det fremgår også, hvorfor du ikke får overskydende skat udbetalt, hvis du står i den situation.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu