ANNONCE

På vej mod 17 grader

15. april 2021 06:32 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

DMI kan dog ikke love, at det bare bliver mere og mere varmt for hver dag måneden ud

På vej mod 17 grader
De kommende dage kan temperaturen snige sig op over både 15 og 16 graders varme. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Torsdag bliver en solrig oplevelse, der holder sig så nogenlunde tør. Det oplyser Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

– Dagen starter flot med en pæn del sol til hele landet, siger Klaus Larsen.

Det betyder dog ikke, at dagen kun bliver solrig. Midt på dagen vil det blive mere skyet, og her kan DMI ikke udelukke, at der kommer et dryp regn eller to lokalt rundt omkring.

Temperaturmæssigt vil der i løbet af dagen blive op til 10 grader varmt, men fordi det vil blæse mindre torsdag, end det har gjort de foregående dage, så vil de 10 grader føles ganske behagelige.

Det bliver varmere

Kigger Klaus Larsen længere ud i fremtiden, ser det ud til, at temperaturen vil stige, som ugen skrider frem.

I weekenden er der således udsigt til 13-15 graders varme.

– Måske endda et par grader mere i starten af næste uge, siger Klaus Larsen.

Mens dagtemperaturerne altså stiger en del de næste par dage, vil der stadig være noget koldere om natten.

Derfor er der udsigt til nattefrost igen i de kommende dage, og noget tyder desuden på, at de lune temperaturer ikke bliver hængende i Danmark.

Klaus Larsen fortæller, at det fra midt i næste uge ser ud til, at der bliver omkring 10 grader varmt i Danmark, og at der i øvrigt intet unormalt er i det.

– Det er meget typisk aprilvejr, at det ligger og bølger frem og tilbage, siger Klaus Larsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu