ANNONCE

Påkørte kvinde under flugt fra politiet

6. december 2020 10:16 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Fremstilles i grundlovsforhør søndag.

Påkørte kvinde under flugt fra politiet
Cyklist kørt ned i dødskryds. Foto: Øxenholt Foto

En kvindelig cyklist fik fredag voldsomme skader, da hun blev kørt ned i det såkaldte “dødskryds” Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej i det vestlige Aarhus.

En 21-årig mand er nu anholdt i sagen, og han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus søndag klokken 9. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ifølge sigtelsen i sagen er manden sigtet for “at have forvoldt fare for liv eller førlighed ved at have ført personbil ad Ringvejen mod syd og ikke efterkommet politiets anmodning om at standse, hvilket udviklede sig til en eftersættelse, hvor han sigtes for at have kørt i den modsatte kørebane og op på cykelstien ved Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej hvor en kvindelig cyklist blev påkørt med voldsomme skader til følge.”

Lørdag kunne Østjyllands Politi ikke fortælle, hvorvidt man havde anholdt nogen i sagen. Det skyldtes, at sagen efterforskes af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP. Søndag kan politiet altså bekræfte.

DUP søger vidner

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen fra Østjyllands Politi iværksat en nærmere undersøgelse af episoden, skriver DUP, der gerne vil i kontakt med vidner.

“Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet færdselsuheldet, eftersættelsen op til færdselsuheldet eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Vi kan kontaktes på e-mail på mail@politiklagemyndigheden.dk eller på telefon 41783500 (mandag – tordsag kl. 10-12 og 13-15 eller fredag kl.10-12 og 13-14)”, skriver DUP.

Østjyllands Politi har tidligere skrevet på Twitter, at den tilskadekomne ikke er i livsfare.

Dødskryds

Flere gange er der sket alvorlige ulykker i lige netop det kryds. To gange indenfor de seneste år med dødelig udgang.

I oktober blev en 23-årig kvinde, der var ude for at løbe, påkørt af en bil.

Den unge kvinde døde kort efter påkørslen af sine kvæsteler. Siden har der været stort fokus på netop det kryds, der er særdeles trafikeret.

Politiet har også en del gange siden været i området og foretaget foruroligende kontroller med rystende resultater.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu