Pårørende bekymret: -Vi ved ikke hvor han er

18. januar 2019 17:44 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Lone Hald har kendt Peder Madsen Høgh i godt ti år, men nu er han forsvundet.

67-årige Peder Madsen Høgh har siden tirsdag været sporløst forsvundet, hvilket har fået Østjyllands Politi til at lede efter ham.

Manden bor i det centrale Randers, men han er efterlyst af politiet, da han er blevet meldt savnet. Tilbage står Lone Hald, der i mere end otte år havde et forhold til manden – og selvom de ikke længere er sammen, så sidder sagen dybt i hende.

– Vi har haft løbende kontakt. Men det er mærkeligt, når man ikke ved noget. Det er vildt underligt. Der sidder den her følelse af, at man ikke helt ved, hvad der er sket eller hvor han er, siger Lone Hald til Newsbreak.dk.

Tankerne flyver

Og for Lone Hald går der naturligvis en masse følelser og tanker gennem kroppen, når en bekendt pludselig er væk.

– Han havde jo stadig sine ting hjemme, men han er der jo ikke. Det er nok det, som jeg går og tumler mest med, forklarer hun.

De to har kendt hinanden i godt ti år. Da Østjyllands Politi bad offentligheden om hjælp, der mente de, at manden kunne have forladt hjemmet i nedtrykt tilstand. Den pludselige forsvinden vækker selvsagt en masse følelser.

– Selvfølgelig er jeg bekymret, når en person man kender så godt forsvinder, uddyber hun til Newsbreak.dk.

Ros til politiet

Når man pludselig står med en forsvinden, så kan man godt føle, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Men for Lone Hald har oplevelsen med Østjyllands Politi hidtil været en dybt positiv en af slagsen.

– Der er kun ros tilovers for politiet. Der har været nogle at lede hele dagen, så der er ikke noget at klage over. Jeg synes, at det har været imponerende. De gør, hvad de kan, siger Lone Hald til Newsbreak.dk.

Og politiet var hurtigt ude med en melding om, at de havde nogle indikationer på, hvor Peder potentielt kunne opholde sig. De steder er blevet undersøgt, men der er endnu ingen spor af Høgh. Janni Lundager, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, fortalte tidligere på dagen, at politiet nu ikke har fået nogle nye indikationer på steder, hvor manden kan opholde sig.

Manden bor på Niels Ebbesens Vej i Randers. Politiet har ikke oplysninger om, at Peder Madsen Høgh tidligere er forsvundet.

Peder Madsen Høgh beskrives som:

  • 67 år
  • 175 til 180 centimeter høj
  • Spinket, nærmest ranglet af bygning
  • Har gråt, mellemlangt hår (mere gråt og lidt længere end på billedet af ham)
  • Bærer briller
  • Han er muligvis iført en hvid dunjakke
  • Han har en speciel, nærmest småløbende gang

Har du oplysninger om, hvor Peder Madsen Høgh kan befinde sig, eller ser du ham, så kontakt Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu