Par torturerede mand i dagevis

18. februar 2019 22:22 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Et par – en 44-årig kvinde og en 46-årig mand – er i dag dømt ved Retten i Glostrup for i forening at have frihedsberøvet og mishandlet en 50-årig mand.

Par torturerede mand i dagevis
De grove forbrydelser blev begået i september.

35 knivstik, kvælertag, slag og spark i hoved og på krop. Det var, hvad et par –  en 44-årig kvinde og en 46-årig mand – over flere dage udsatte en 50-årig mand for i en lejlighed i Vallensbæk Strand.

Den 50-årige pådrog sig betydelige skader efter mareridtet, der varede fra 28. til 30. september. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Da parret til sidst forlod den lejlighed, de begik de modbydelige forbrydelser i, truede de på parkeringspladsen ude foran en mand med kniv, hvorefter de tog bilnøgler og mobiltelefon.

Parret har nu fået deres straf –  kvinden er blevet idømt tre år og tre måneders fængsel, mens manden er idømt tre år og seks måneders fængsel. Kvinden ankede dommen, mens manden har udbedt sig betænkningstid.

Folketinget skærpede i 2018 straffen for grov vold, hvorfor straffen er højere end tidligere set.

– Der er tale om en meget grov sag for offeret, og derfor skærpede retten straffen for begge dømte, siger advokaturchef Jens Rasmussen i en pressemeddelelse.

Begge blev varetægtsfængslet i dagene efter forbrydelsen og blev fortsat fængslet efter dommen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu