ANNONCE

Partierne mister medlemmer i hobetal

23. januar 2020 10:53 | Af: Newsbreak.dk

Politisk partimedlemskab er ikke længere cool.

Medlemstallet i de politiske partier har nået et kritisk lavt niveau, og ”demokratiet lider” i fraværet af partipolitisk aktive. Sådan lyder det fra eksperter på baggrund af en ny opgørelse over partiernes medlemstal, som Kristeligt Dagblad har foretaget.

Opgørelsen viser, at 135.000 danskere i runde tal er medlem af et parti i dag. Især Dansk Folkeparti, Alternativet og Socialdemokratiet bløder medlemmer.

Førstnævnte har på fem år mistet cirka 30 procent af medlemmerne, mens Socialdemokratiet har mistet næsten 4500 ud af 40.000 medlemmer på bare to år. Socialdemokratiet er dog fortsat det største medlemsparti i Danmark.

Fundamental forandring

Udviklingen får en række forskere til at tale om, at det medlemsbaserede partidemokrati om få årtier kan være fundamentalt forandret.

– Det her bør virkelig give rynker i panden hos nogle af partierne. De bør være langt mere opmærksomme på at få flere medlemmer med. Demokratiet lider, hvis ikke vi har en bred skare af partimedlemmer, siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Karina Kosiara-Pedersen, lektor og partiforsker på Københavns Universitet, stemmer i:

– Partierne er som rekrutteringskanal for mangfoldige kandidater udfordret, når vi når ned på det her antal medlemmer, siger hun. Lyst til at involvere sig i demokratiet er der masser af, forklarer Karina Kosiara-Pedersen. Facebook-likes, sociale bevægelser, borgerforslag og den slags. Alligevel er hun bekymret:

– Vi mister det der med, at man melder sig ind i en lokal forening og sætter sig ind i tingene. I stedet bliver det demokratiske engagement lidt ad hoc og flyvsk. Vi får deltagelse, men ikke nødvendigvis den deltagelse, der uddanner folk og giver dem demokratiske kompetencer.

Alvorligt

I går eftermiddag kom Demokratikommissionen, nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd, med en længe ventet rapport om det danske demokratis tilstand. På 191 sider tager kommissionen især fat på de faldende medlemstal, der ifølge rapporten udgør ”en alvorlig udfordring” for demokratiet.

I 1960, hvor tallet toppede, havde næsten 600.000 danskere et partikort i skuffen. For 10 år siden var 150.000 danskere medlemmer af et parti.

De seneste år er kurven fladet ud og har ligget på lidt over 140.000, men drosler altså stille og roligt nedad ifølge Kristeligt Dagblads opgørelse. Dermed er under fire procent af vælgermassen i dag medlem af et parti.

– I dag kender mange slet ikke et partimedlem. Det bliver næsten odiøst at være det, siger Karina Kosiara- Pedersen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu